Samtidig med annonceringen af Kasper Hjulmands afsked i FC Nordsjælland offentliggjorde klubben afløseren, som for første gang i klubbens historie ikke har dansk pas.

Det bliver den tidligere AGF-spiller Ólafur Kristjánsson, der i næste sæson skal stå i spidsen for den ambitiøse klub.

- Selvfølgelig kiggede jeg på det danske marked, men der var ikke umiddelbart nogen, jeg syntes passede. Jo måske på lidt lavere plan, men ikke på Superliga-niveau, siger bestyrelsesformanden i FCN, Allan K. Pedersen.

Tiden var inde til at prøve noget nyt for klubben, der gennem det seneste årti har haft stor succes med danske trænertalenter. Men den oplagte afløser for Hjulmand var altså ikke i Danmark:

- Vi vurderede, at tiden og timingen var kommet til at prøve noget nyt. Samtidigt er jeg tændt af den islandske sult og den vinderkultur, de besidder. Jeg har fulgt Ólafur Kristjánsson længe, og jeg er sikker på, at han er den helt rigtige for os, lyder det fra Allan K. Pedersen, der har kendskab til islændingen fra sin tid i Danmark samt fra sin hjælp som spejder for FCN i Champions League sidste sæson.