FC Nordsjælland vandt 3-0 over AC Horsens, og dermed er klubben for første gang nogensinde dansk mester og er klar til Champions League.

Med en sejr på 3-0 over AC Horsens satte FC Nordsjælland sig onsdag på toppen af fodbold-Danmark. Klubben fra Farum er for første gang nogensinde dansk mester og skal spille Champions League til efteråret.

Det første mål blev scoret i første halvlegs tillægstid efter opspil i FCNs højreside. Tobias Mikkelsen slog et indlæg, hvor han lagde bolden indimellem forsvaret og AC Horsens-målmand Frederik Rønnow. Han parerede i første omgang Patrick Mtiligas forsøg, men riposten endte hos Mikkel Beckmann, som med et fladt skud bragte nordsjællænderne foran.

FCN var blevet snydt for et par straffespark tidligere i første halvleg, så føringen var helt fortjent.

AC Horsens overtog dirigentstokken i anden halvleg, men det blev den indskiftede Andreas Laudrup samt Andreas Bjelland, der scorede målene kort før tid, og dermed kunne FCN tage guldet med et forspring på to point til FCK efter en fantastisk slutspurt, hvor FCN tog 22 point i de sidste otte kampe.

Dermed er FCN som den fjerde danske klub klar til Champions Leagues gruppespil og de rare 100 millioner kr. FCK skal spille kvalifikation for at komme i det forjættede land.

De forsvarende mestre vandt i den sidste kamp 2-1 hjemme over Silkeborg. Mustafa Abdellaoue scorede til 1-0 før pausen, og et hovedstødsmål af Dame N'Doye i 2. halvleg sørgede for en 2-0 føring til københavnerne, inden Marvin Pourié reducerede. Men sejren rakte altså blot til sølvmedaljer for FCK.

Dermed røg også chancen for at blive den første klub, der vandt DM i fire år i træk. FCK må nøjes med at dele rekorden med tre i træk med Brøndby (1996-98), Esbjerg (1961-63), AGF (1955-57) og FCKs ene moderklub, KB (1948-50).

FCN blev den 19. klub, der vandt DM - og den syvende siden oprettelsen af Superligaen i 1991.

Årets bronzemedaljer gik til FC Midtjylland, der vandt 2-0 ude over AGF. FCM kom ret hurtigt foran ved Danny Olsen, og senere i første halvleg var samme Danny Olsen påny målscoreren, der sikrede metal til klubben.

Dermed gik AC Horsens glip af tredjepladsen, som holdet ellers lå på inden sidste runde.

I de øvrige kampe sørgede Lyngby for at gøre Brøndbys sæson endnu mere miserabel, da holdet hjemme vandt 1-0 på et mål af Emil Larsen. Det var Brøndbys 15. nederlag i denne sæson.

Sønderjyske vandt 5-0 over AaB, og det har den betydning, at sønderjyderne overtager sjettepladsen fra nordjyderne. Det betyder en hjemmekamp mere til Sønderjyske til næste sæon.

Endelig spillede HB Køge og OB 1-1.