Det blev kun til en sæson for Nantes i den franske Ligue 1 for Kian Hansen. Den tidligere Esbjerg-spiller er meget tæt på at vende hjem til Superligaen.

Den 26-årige midterforsvarer, der er noteret for to A-landskampe, er mandag til lægetjek i FC Midtjylland med henblik på en kontrakt med de nykårede danske mestre.

Ifølge BTs oplysninger forventes parterne at skrive under på en fireårig aftale. Det koster FC Midtjylland lige omkring 11 mio. kr. at hente dansk forstærkning hjem til midterforsvaret. Forudsat at lægetjekket går efter planen, vil den nye spiller blive præsenteret mandag.

Kian Hansen har været en af de mest stabile kræfter hos Nantes i denne sæson, hvor han står noteret for 29 kampe. Han er formentlig udset til at skulle erstatte Erik Sviatchenko, som forventes at blive solgt i sommerens transfervindue.

Kian Hansen er FCMs andet indkøb, siden mesterskabet blev en realitet. Tidligere har midtjyderne hentet den 25-årige kantspiller Daniel Royer i østrigske Austria Wien.