FC Midtjylland sikrede sig torsdag endegyldigt DM-guldet med 0-0 mod FC Vestsjælland i Slagelse. Og selv om mesterskabet har ligget og luret hele foråret, var forløsningen enorm, da klubbens første danske mesterskab var en realitet.

Fodbold

FCMs forsvarsprofil Erik Sviatchenko greb straks efter slutfløjtet en flaske champagne, og så var de seneste 90 minutters middelmådig fodbold glemt.

»Vi fik, hvad vi kom efter, og vi skal bare glemme den her kamp. Fuck det, nu er vi mestre,« råbte Sviatchenko til CANAL 9, inden han sluttede sig til sine jublende holdkammerater.

»Det er helt vildt. Prøv at se dem (peger på sine holdkammerater, red.). Der er guldhår, der er stemning. Det der er et mesterhold.«

Også FCM-anfører Kristian Bach Bak, der stod over med en skade, lod følelserne tage over.

»Vi har selvfølgelig vidst det siden FCK-kampen. Men nu er det helt sikkert. Vi gjorde det kraftederme. Jeg er kraftedeme glad,« sagde en tydeligt rørt Kristian Bach Bak.