Der er masser på spil på Nordjyske Arena i aften, når AaB i sæsonens næstsidste Superliga-runde tager imod FC Midtjylland.

Mens nordjyderne skal vinde for at holde sig inde i kampen om adgangsbilletterne til efterårets Europa League-kvalifikation, er midtjyderne knapt så pressede. Et uafgjort resultat kan således vise sig at være brugbart i kampen om både bronzemedalje og Europa League-deltagelse.

Men hverken AaB eller FC Midtjylland stiller i stærkeste opstilling.

Hårdest ramt er AaB, der har Kasper Risgård, Jakob Ahlmann og Lukas Spalvis i karantæne og såvel Thomas Enevoldsen som Carsten Christensen siddende udenfor med skader.

Men heller ikke FC Midtjylland stiller i stærkeste opstilling eftersom Kian Hansen har pådraget sig en forstrækning i baglåret og derfor sidder udenfor sammen med Petter Andersson, Jim Larsen og Kristian Bak. Kian Hansens plads i midterforsvaret overtages af Patrick Banggaard.

AaB-træner Lars Søndergaard erkender, at indgangen til kampen ikke er optimal.

»Vi må forsøge at gøre det så godt som muligt. Det hold jeg stiller med er i forhold til det forleden mod Esbjerg er både yngre og hurtigere,« siger Lars Søndergaard.

FCM-træner Jess Thorup har valgt at placere backen Rasmus Nissen, der ellers har spillet en række fine kampe, på udskiftningsbænken.

»Han har det seneste stykke tid haft travlt med eksamen. Nu starter han kampen på bænken, og i stedet spiller André Rømer på hans plads,« siger Jess Thorup.

De to holds startopstillinger:

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen - Patrick Kristensen, Kenneth Emil Petersen, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg - Frederik Børsting, Rasmus Würtz, Oliver Abildgaard, Nicolaj Thomsen - Rasmus Jönsson, Jannik Pohl

FC Midtjylland (4-1-4-1): Mikkel Andersen - André Rømer, Patrick Banggaard, Nikolay Bodurov, Filip Novak - Tim Sparv - Kristoffer Olsson, Jakob Poulsen, Rilwan Hassan, Mikkel Duelund - Martin Pusic

Kampen fløjtes i gang klokken 20.00 af dommer Michael Tykgaard.