FCKs sejr over Brøndby og FCMs nederlag til FCN giver igen en sæson med en bred topkamp

Ståle Solbakken fik begge sine ønsker opfyldt i weekenden. FC Københavns cheftræner forlangte en sejr over Brøndby og håbede på pointtab til FC Midtjylland i Farum. Med midtjydernes nederlag til FC Nordsjælland er topkampen igen åben.

Det erkender det nuværende tophold FC Midtjyllands cheftræner, Glen Riddersholm.

- Vi kunne have fået point i Farum, men fik det ikke. Det er drønærgerligt, fordi vi ville da gerne have udbygget vores forspring, men det ligner igen en sæson med en tæt liga med et bredt felt i toppen, siger han.

FC København er syv point efter FCM. Brøndby otte. Derimellem er Randers, FC Nordsjælland og Hobro.

- Det viser bare, at alle kan slå alle igen i denne sæson, og at kvaliteten af trupperne er meget jævnbyrdig. Det bliver virkelig meget udtalt nu. Randers har arbejdet med det samme setup i flere år nu og ser ud til at høste frugterne af det arbejde nu. AaB har en meget indgroet filosofi. Vi venter så stadig på at se de to store, Brøndbys og FC Københavns, sande styrkeforhold, og der er en ubekendt faktor i Esbjerg, som har en rigtig spændende trup og et højt niveau, når de rammer det, siger han.

- Så er der FCN, hvor Olafur Kristjiansson klogt har undladt at gennemføre en revolution, og mod os søndag stillede de med syv spillere i startformationen, der vandt det danske mesterskab og efterfølgende spillede Champions League. Det er et hold med stor og værdifuld erfaring, som er feltets dark horse.

Med engelsk ejer og tilførte millioner blev FCM i sommerens løb et varmt bud på en dansk mester.

- Dem der pegede på os som favoritter på grund af en bred trup, dem forstår jeg slet ikke. Vi mistede flere, end vi fik ind. Det betyder ikke, at jeg ikke er tilfreds med den trup, som jeg har, for den er jeg overordentlig tilfreds med, men der er altså klubber, der står bedre på den front, end vi gør, med en bredere trup.

Glen Riddersholm nævner Esbjerg som den ubekendte faktor, og vestjyderne er den ene part i den måske vigtigste kamp i næste spillerunde. Her møder Niels Frederiksens tropper Brøndby. Esbjerg kom fra land med bare to point i de første fire runder, og selv om de er rykket over stregen nu med syv point, vil en sejr over Brøndby lune gevaldigt. Omvendt vil et endnu et nederlag til Brøndby udbygge deres dårlige stime til tre kampe i rap uden point.

- Jeg er glad for, at Riddersholm ser potentiale i vores trup, men efter vores dårlige sæsonstart kigger vi ikke mod toppen, siger Niels Frederiksen.

Esbjerg imponerede ellers stort i foråret og gik fra bund til topfeltet på en bølge af Bundesliga-inspireret angrebsfodbold.

- Man må ikke glemme, at vi havde minimum to bruttotrups A-landsholdsspillere i Kian Hansen og Peter Ankersen i en bag-kæde, der havde spillet sammen i tre-fire år. Dem solgte vi for gode millioner. Vi er glade for afløserne, men det er et nyt forsvar, der skal spilles sammen, og så må vi erkende, at Ruch Chorzhows mål i overtiden, der sendte os ud af Europa, ramte os hårdt mentalt.

Forude venter kampen mod Brøndby, der for alvor kan give Esbjerg liv i midten af tabellen.

- Brøndby er et hold, der er meget vanskeligt at forberede sig på. De har så bred en trup, og bruger så mange forskellige spillere, at det er umuligt at vide, hvilket hold man skal forberede sig på. Jeg er nødt til at kigge på, hvad der generelt lykkes for dem, og det er, at de rigtig gerne vil have bolden. Der bemærkede jeg, at FCK var rigtig gode til at bruge deres fysik til at sætte Brøndby på plads og gøre rummene meget små for dem. Det har de det ikke godt med.

Esbjerg tager imod Brøndby søndag aften.