Jess Thorup var ikke tilfreds med FC Midtjyllands nederlag til Legia Warszawa, men ser frem til et brag af en gruppefinale.

0-1 blev FCMs Europa League-opgør torsdag aften på udebane i Polen til Legia.

Et resultat, der ikke blev skæbnesvangert for det danske mesterhold, men som betyder, at holdet nu skal ud i en gyser mod Club Brugge fra Belgien om at gå videre fra turneringens indledende gruppespil.

Jess Thorup erklærede efter nederlaget, at hans holds indsats ikke var godkendt. Men samtidig kunne han glæde sig over, at Napoli gav midtjyderne en livline med holdets sejr over Brugge i puljens andet opgør.

»Jeg sagde efter de to første kampe, hvor vi havde seks point, at nu lever vi da om nogen til den sidste puljekamp. Det var vel målet med gruppen,« fortalte Jess Thorup til Canal 9.

»Vi ville gerne have haft det ene point og måske endda de tre, så vi kunne have afgjort det, men det lykkedes ikke, så vi skal vente på denne her finale mod Club Brugge. Det er finaler, som er det essentielle ved denne her sport, så vi håber og tror på, at vi kan gøre arbejdet færdigt hjemme,« sagde Jess Thorup.

FC Midtjylland møder Club Brugge 14. december hjemme i Herning.