Jess Thorup overvejer at bringe Morten 'Duncan' Rasmussen fra start i gyserkampen om at komme i Champions League mod APOEL tirsdag aften på udebane.

Og FC Midtjyllands nye cheftræner er på forhånd presset til at vælge rigtigt på angriberpladsen hos det danske mandskab.

For der skal scores flere gange mod cyprioterne, hvis drømmen om at komme i Champions League skal leve videre. FC Midtjylland er nemlig nede med 1-2 efter første opgør mod APOEL hjemme i Herning.

Morten 'Duncan' Rasmussen scorede i FCMs seneste kamp mod OB, hvor han begyndte på banen i stedet for alternativet Martin Pusic. Derfor er han naturligt i spil til endnu en plads i startformationen, siger Jess Thorup.

»Jeg synes, det er den bedste præstation, som 'Duncan' har leveret under min korte tid som cheftræner. Det var et klart løft i hans niveau, og så gør jeg mig mine overvejelser, om han skal spille,« lød det fra træneren på pressemødet mandag aften i Cypern.

»Jeg overvejer også, om 'Duncan' er klar og har fitness til at spille i 40 graders varme,« fortsatte Thorup.

Morten 'Duncan' Rasmussen har gennem sin karriere, stort set altid, været garant for mål. Men han er det seneste halve år i flere omgange blevet skubbet ud på bænken af Martin Pusic, der kom til FC Midtjylland seneste vinter fra Esbjerg.

Men mod OB leverede Morten 'Duncan' Rasmussen en flot præstation, som udover mål også smittede positivt af på resten af holdets spil.

»Hans relationer med holdet virkede rigtig godt i fredags, og han var også med til at få vores spil til at flyde bedre end tidligere,« fortalte Jess Thorup.

Selvom FC Midtjylland er presset til at score to gange for at gå videre fra kampene mod APOEL, så fortalte Jess Thorup, at han ikke forventer, at hans tropper kommer flyvende fremad banen fra første fløjt. Det vil ifølge cheftræneren først ske senere i kampen, da de varme grader i Cypern risikerer at dræne spillerne tidligt i opgøret.

»Det kan lige så vel blive i de sidste 10 minutter, vi sætter tryk på frem for de første 10 minutter,« sagde Jess Thorup.