Glen Riddersholm var yderst tilfreds med sine spilleres indsats trods det første hjemmebanenederlag i sæsonen til Brøndby og mente ikke, at det var et spørgsmål om manglende motivation.

FC Midtjylland sikrede sig matematisk mesterskabet i sidste spillerunde, og derfor var der reelt kun æren at spille om i mandagens 3-2-nederlag til Brøndby.

Efter 15 sejre på stribe tabte FCM: Brøndby nedlagde mestrene

Men Glen Riddersholm syntes ikke at kunne få øje på en sløset indstilling hos sine spillere.

»Det er selvfølgelig altid let at stå her bagefter og slå ned på det, og så får jeg svært ved at modargumentere. Jeg ønsker ikke at tage kreditten væk fra Brøndby - de straffede os for vores fejl - men jeg synes, at vi leverede en tilfredsstillende præstation. Vi var det bedste hold,« sagde Glen Riddersholm til TV3+.

Riddersholm fortalte, at han var spændt på at se sit holds reaktion efter mesterskabsfestlighederne, men han fandt ingen årsag til at kritisere sit hold for andet end de store fejl, der blev begået.

I den seneste uge blev der bragt en række billeder af Glen Riddersholm i guldjakkesæt og med høj cigarføring, og det tog succestræneren sig også tid til at adressere.

»Syv uger før turneringsstart fik jeg henvendelsen, og der havde jeg en god fornemmelse. Jeg tog det, for hvad det var, med et glimt i øjet, og så ikke så meget mere,« sagde Glen Riddersholm.

Man kan vel se det som en stor 'fuck-finger' til alle dem, der ikke troede på jer, lød det fra studieværten.

»Sådan kan du se på det. Man må gerne glæde sig over, når man præsterer godt, med et glimt i øjet. Jeg vidste jo, det ville skabe lidt debat, og det er helt okay med mig,« sagde Glen Riddersholm.