FCM-profilen Erik Sviatchenko fortæller i et interview med herremagasinet Euroman, at blandt andet det missede skifte til FCK sendte ham ud i en krise.

Vi skruer tiden tilbage til december 2014. Vinterpause i Superligaen. Erik Sviatchenko var så småt på vej tilbage på fodboldbanen efter en alvorlig ankelskade, der havde holdt ham ude i seks måneder.

I december sidste år tog Sviatchenko til København for træne med en specialist, der skulle få ham tilbage i storform. Men et hårdt halvt år ramte ham i de dage. Skaderne og et fejlslagent skifte til rivalerne FCK, som blev forpurret af Matthew Benhams indtog i Midtjylland, blev for meget.

»Det var en shaky periode. Skiftet til FCK, der ikke blev til noget. Al den tvivl om, hvorvidt jeg kunne komme tilbage. Jeg var lige kommet tilbage én gang. Jeg blev pludselig i tvivl om mine evner. Jeg tror, det var pga. det fysiske,« siger han til Euroman.

»Jeg troede, jeg kunne administrere det selv. Det var skelsættende. Det var, som om jeg lige gav slip der. Derfor var det min hårdeste krise. Jeg var sur på alle, på Claus Steinlein (direktør i FC Midtjylland, red.), på Glen Riddersholm (daværende træner, red.) og på de andre spillere. Siden har jeg lært aldrig at gå på kompromis med min plan. Siden har jeg talt den igennem, og så vendte jeg tilbage, og i 2015 har det bare kørt,« siger han.

Erik Sviatchenko er en af FC Midtjylland oplagte salgsemner i januars transfervindue, hvor midterforsvareren selv har ytret ønske om at forlade klubben.

Superliga Fodbold 23.02.2015 - FC Midtjylland - OB Erik Sviatchenko (Fc Midtjylland 4) jubler over sin scoring til 2 - 0
Superliga Fodbold 23.02.2015 - FC Midtjylland - OB Erik Sviatchenko (Fc Midtjylland 4) jubler over sin scoring til 2 - 0 Foto: Claus Fisker
Vis mere