FC Midtjyllands træner, Jess Thorup, glæder sig over, at hans hold kan gå til landskampspause som nummer et i Superliagen - og pausen glæder han sig iøvrigt også til.

Med en sejr på 2-0 hjemme over AGF kan FC Midtjylland gå til landskampspause som nummer et i Superligaen, og det passer træner Jess Thorup ganske fint.

»Det er fantastisk. Nu har vi spillet i tre turneringer på ti dage, og vi har fået fire sejre. Nogle skal nu ud med deres landshold, og jeg vil ikke sige, at vi andre  får en ferie, men vi får i hvert fald en pause, hvor vi kan samle lidt mentale og fysiske kræfter,« sagde Jess Thorup efter kampen til TV3 Sport 1.

FC Midtjylland kom foran efter en dødboldsituation ved Daniel Royer i første halvleg, og Marco Ureña satte målet til 2-0 ind i 2. halvleg, da AGF ville satse for at udligne.

»Vi kunne se, at AGF stod kompakt, og vi vidste, at standard-situationer kunne blive et godt våben. Vi fik en del af dem, og det var ikke dem alle, der lykkedes med lige stor succes, men det var et godt tidspunkt, vi fik målet på, da det kom,« sagde Jess Thorup om det første mål.

»I pausen havde vi overvejelserne om, hvad AGF ville gøre på et tidspunkt, og derfor var det godt at bruge Ureña til at gå i dybden. Vi straffede dem prompte, da de ændrede system,« sagde FCM-træneren om det andet mål.

AGF har nu ikke vundet i otte kampe i træk, hvis man ser bort fra skrivebordssejren over Hobro. Så aarhusianerne kan også godt bruge Superliga-pausen.

»Det bliver rart at tænke på noget andet. Vi skal til at tro noget mere på os selv, og vi skal forsvare os bedre som hold,« sagde AGFs Danny Olsen.

Om selve nederlaget sagde han:

»Vi spillede bedre end i sidste uge, men vi møder et hold, som er bedre end os.«