FC Midtjylland er kommet i strid modvind på de sociale medier, efter de delte en video med tre unge FCM-fans, der mobber en FCK-fan.

Det ligner mest af alt en opsat joke fra en ferie i Italien, som Instagram-brugeren 'thildetobias' havde lagt op på sin side.

En ung FCK-fan sidder alene på en vippe, mens tre lige så unge børn i FCM-trøjer kommer hen til drengen på vippen, og simulerer at vælte ham af vippen og sparke til ham.

Selvom videoen ikke viser grimme handlinger, så kan budskabet i videoen nemt misforstås. Det opdagede Twitter-brugeren Emil Petersen, da FC Midtjylland fandt videoen, og delte den på klubbens profiler på de sociale medier.

Opslagene har de senere slettet, men Emil Petersen har taget et screenshot af dem.

På Twitter har to brugere kommenteret opslagene.

»Hvad fanden har i gang i?«

»nejnejnej det deler i da ikke det der«

FC Midtjylland har på Twitter undskyldt opslaget med, at det var ment som en joke.

Undskyldningen bliver dog langt fra godtaget på de sociale medier, der mener, at der, udover opfordring til mobning på baggrund af fodboldhold, også er tale om opfordring til vold.

Opdateret 13.28 med svar fra FC Midtjylland.

BT har været i kontakt med FCMs kommercielle direktør, Jacob Jørgensen, der forsikrer, at der fra folkene bag videoens side kun har været tale en en spøg.

»Der har været tale om fire danske unger, der har mødt i hinanden i Italien, og de har leget sammen hele ugen. En FCK-fan og tre FCM-fans. De har drillet hinanden kærligt i løbet af ugen, og er blevet enige om at lave videoen i sjov,« siger Jacob Jørgensen, der sagtens kan se, at det har været en fejl fra FC Midtjyllands side at viderebringe videoen.

»Vi må erkende, at vi skulle have været skarpere på, at få kigget den igennem og ikke have lagt den op, fordi budskabet kan misforstås. Budskabet har været godt nok, men det misforstås tydeligt af rigtig mange. Det er selvfølgelig beklageligt, og det er altid afsender af kommunikation, der har ansvaret for at det forstås ordentligt, og det er os,« siger Jacob Jørgensen.