FC Midtjylland har forstærket sig med den finske landsholdsspiller Markus Halsti.

Det skriver FC Midtjylland på deres hjemmeside fcm.dk.

32-årige Markus Halsti har spillet syv sæsoner i Malmø, men kommer til FC Midtjylland på en fri transfer efter halvandet år i MLS-klubben DC United.

Markus Halsti, der senest spillede to fulde kampe for Finland i træningskampene mod Belgien og Italien tilbage i starten af juni, fortæller, at han gerne vil opnå europæisk succes med ulvene fra heden.

»FC Midtjylland er en god klub, der har ambitioner om at vinde ligaen, og det er også min ambition. Jeg vil også komme langt i Europa,« siger Markus Halsti, der har snakket meget med Midtjyllands anden finske landsholdsspiller Tim Sparv:

»Jeg har talt meget med Tim Sparv om dette skifte, og Tim har kun haft gode ting at sige om FC Midtjylland.«

Sportsdirektør Claus Steinlein fortæller til klubbens hjemmeside, at han især er glad for den erfaring, som Markus Halsti tilfører det unge mandskab:

»Markus får vi en leder, der har prøvet at vinde. Han har spillet Champions League, og så er det tiltænkt, at han skal gå ind og støtte de unge spillere i truppen, » siger Claus Steinlein, der også fortæller, at den nye spiller både vil blive brugt på den defensive midtbane og i midterforsvaret:

»Vi skal spille 15 kampe i de første otte uger. Der er ingen, som kan holde til at spille alle kampe, og derfor vil vi se Markus spille begge steder. Det er jo også en fordel, at han er multifunktionel, der spiller flere positioner.«