Pione Sisto er godt på vej til at blive Superligaens næste store handelsvare. Den unge FC Midtjylland-spiller udvikler sig med ekspresfart, og når han efter nytår forventes at få dansk pas, så vil han blive  en endnu mere attraktiv vare for de udenlandske klubber.

Men forvent ikke, at FCM har særligt travlt med at sælge Sisto, der for kort tid siden blev kåret til Årets profil i Superligaen af sine kolleger i Spillerforeningens afstemning.

FCMs engelske ejer Matthew Benham, der er hovedaktionær med 68 procent af aktierne, vil ikke slippe Sisto, som er født i Uganda og har sudanesiske forældre, for småpenge.

»Vi kommer aldrig til at sælge ud af nød. Hvis vi for eksempel mener, at en fair pris for Sisto næste sommer hedder fem mio. pund (47 mio. kr.), og vi kun bliver tilbudt tre (28 mio. kr.), så sælger vi ham ikke. Jeg vil hellere investere flere penge end at sælge en spiller billigt,« siger Matthew Benham i et interview med thesefootballtimes.net.

I samme interview afviser Benham, at FCM skal frygte, at han kommer til tappe holdet for profiler for at forstærke sit andet hold, Brentford som spiller i den næstbedste engelske række, The Championship.

»Jeg vil gerne gøre det klart, at det ikke er en feeder-klub. Det er noget, som jeg ikke vil gøre i et stykke tid, for det kan potentielt skabe utilfredshed og mistænksomhed blandt supporterne. Jeg er er 68 procents ejer af Midtjylland, så enhver handel skal ske med en armslængde. Hvis jeg solgte nogen under den reelle markedsværdi, så ville det være at misbruge mindretalsaktionærerne, så jeg kan ikke gå den vej,« forsikrer Benham.