Som 19-årig var han redaktør på et magasin, som 24-årig skrev han en bestseller, og som 31-årig står han nu med ledende poster i en dansk mesterklub og en storsatsende engelsk London-klub. Her fortæller Rasmus Ankersen og folk omkring ham historien om iværksætteren, der sparkede janteloven til hjørne og nåede fodboldtoppen - men som ikke nødvendigvis vil hænge fast i fodboldverden.
Da Rasmus Ankersen var otte år, udgav han sin første avis. Den blev udgivet på villavejen i Tjørring på Herning-egnen, hvor han boede med sine to brødre og lærerforældre. Knægten Rasmus ville skabe noget, fremvise et produkt. Sådan var det dengang, og sådan er det nu.
Som 19-årig blev han redaktør på et magasin, og fem år senere bragede han igennem som forfatter af bogen ’En vinders DNA’. Et indgående studie af, hvad der skaber succes for sportsfolk. Rasmus Ankersen var for alvor på det danske landkort.
I dag – som 31-årig – er han bestyrelsesformand hos de fortjente mestre FC Midtjylland, nyudnævnt sportsdirektør i den storsatsende engelske klub Brentford og personificeringen af en revolutionerende måde at drive fodboldklub på, som store dele af Europa allerede har ladet sig fascinere af.
For Rasmus Ankersen handler livet om at skabe noget nyt. At gå de veje, som ingen andre før er gået. Og metoderne er utraditionelle.
»Jeg prøver at finde inspiration inden for andre felter, end det jeg beskæftiger mig med. For nylig tog jeg faktisk på en konference for tryllekunstnere i London, fordi jeg ville prøve at forstå, hvordan de systematisk afleder deres publikums opmærksomhed. Jeg tror, at vi kan bruge nogle af principperne bag de teknikker i forhold til at designe dødbolde i Brentford og FCM, hvor det jo også handler om at få modstanderen til at tro på, at der sker noget andet, end hvad der så rent faktisk gør,« fortæller FCM-formanden, der betegner sig selv som rastløs og utålmodig praktiker - på godt og ondt.
»Det er nok derfor, at den største uddannelse, jeg kan prale med, er at have bestået min 3.g-eksamen på Herning Gymnasium i 2002.«
På cv’et står foruden et succesfuldt forfatterskab, hvor fællesnævneren er skabelsen af ’vindere’, en UEFA-certificeret trænerlicens og en fortid som spiller i FC Midtjylland.
Karrieren blev dog ødelagt af en slem knæskade.
Han nåede et kort ophold på universitetet i Aarhus, men tålmodigheden var brugt op efter et år, og i stedet fokuserede Rasmus Ankersen på FC Midtjylland. Han kastede sig over trænergerningen og fik som blot 22-årig ansvaret for U19-holdet. Dermed blev han en del af trænerteamet i FC Midtjylland, som også talte den nuværende cheftræner i Hobro, Jonas Dal. De to dannede et tæt samarbejde i arbejdet med FCM-talenterne. Jonas Dal så en mand, der bragede fremad.
»Han levede efter alt andet end janteloven og gør det stadigvæk. Han sætter ikke sit lys under en skæppe, og det er jo det første, der skal ryddes af vejen, hvis man gerne vil frem i verden. Rasmus kan ikke se nogle grænser for, hvad han vil opnå, og det er vel dybest set det, der gør ham så succesfuld,« siger Jonas Dal, der faktisk var træner for spilleren Rasmus Ankersen, inden knæskaden kostede ham karrieren.
»Allerede der kunne jeg mærke, at det ikke var en helt almindelig spiller, der lige var rykket op fra ynglingeholdet. Det var en spiller, der havde mod på mere. Han havde ikke et gudsbenådet fodboldtalent, men han havde noget mellem ørerne, som gjorde, at man som træner skulle være ekstra skarp. Man kunne ikke bare fyre floskler af. Der skulle være noget indhold i det, man sagde. På den måde kunne jeg godt mærke, at Rasmus bød mig op til dans. Her var en spiller, der ville være med til at flytte noget,« fortæller Hobro-træneren, der også havde flere udlandsture med Rasmus Ankersen til ungdomsstævner.
Også der havde hans noget yngre kollega gang i projekter. På daværende tidspunkt var han ved at lægge sidste hånd på en bog.
»Han ringede rundt og talte vist blandt andre med Tiger Woods’ far,« erindrer Jonas Dal, der dengang lod sig inspirere af Rasmus Ankersens store fokus på at visualisere succes.
Inden kampene oplevede han den unge Ankersen stå og tale en kamp igennem foran sine spillere ledsaget af dæmpet baggrundsmusik. En monolog om, hvordan man skulle forestille sig duellerne og sin egen succes på banen.
Jonas Dal var dengang ikke i tvivl. Rasmus Ankersen havde et særligt drive, der ville bringe ham langt. Men ikke nødvendigvis i fodboldverdenen.
Selv lufter hovedpersonen da også muligheden for en fremtid i en anden retning. Det tilbagevendende tema er motivationen for at skabe noget.
»Jeg har ingen karriereplan. Jeg er ikke 100 procent sikker på, at jeg også er i fodbold om 10 år. Det er ikke sådan, at jeg tænker, at jeg skal bruge FCM eller Brentford til et større job i fodboldens verden. Jeg synes bare, det er virkelig spændende at være med til at udfordre det eksisterende og prøve at skabe noget unikt, der vender fodboldindustrien på hovedet. Det er det, vi forsøger i klubberne, og det er mere end noget andet det, der tiltaler mig ved projektet i Brentford og FCM,« lyder det fra Rasmus Ankersen.
Den tidligere Superliga-profil David Nielsen, der i dag er cheftræner i den norske Tippeliga-klub Strømsgodset, stiftede bekendtskab med Rasmus Ankersen i sidste halvdel af 00erne, da han i samarbejde med FCM-formandens bror, Jonas Ankersen, skrev sin kontroversielle selvbiografi ’Sorte Svin’. Han er langt fra overrasket over at se Rasmus Ankersen i en alder af bare 31 år stryge til tops i fodboldindustrien.
»Ikke et sekund. Hvis du har set en person for 15 år siden og så læser i avisen, han er blevet statsminister, tænker folk: Hvordan fanden kan han blive statsminister? Men det er jo, fordi at nogle folk står op om morgenen og gør noget. Drive og sult er det vigtigste og viljen til at lære og blive dygtigere undervejs. Det er derfor, han er statsminister, og derfor at han, der læser det, ikke er det.«
David Nielsen ser en mand, som har vendt frustrationen over en mislykket spillerkarriere og kanaliseret den over i et særligt drive. En vurdering, som Rasmus Ankersen sagtens kan genkende.
»Det tror jeg da er meget rigtigt. Når nogen spørger mig, hvad en god træner er, plejer jeg at sige, at de bedste trænere er frustrerede eks-spillere med uforløste ambitioner. Se på Mounrinho, Wenger – selv vores egen Glen Riddersholm i FCM har jo aldrig selv spillet, men er blevet en fremragende træner. Når en dør, du rigtigt gerne vil gå igennem, lukker for næsen af dig, så åbner der sig nogle nye døre, og så kanaliserer man sit drive over i det.«, forklarer Ankersen.
Vejen til formandsposten i FC Midtjylland gik via direktør Claus Steinlein, som også var manden, der gav den bare 22-årige Rasmus Ankersen chancen som U19-træner. Da vejene dengang skiltes, var det med aftalen om, at de på et tidspunkt sammen ville skabe noget helt specielt i fodboldverdenen. Rigmanden Matthew Benham blev det nødvendige bindeled, som ud af det blå reddede FC Midtjylland og skaffede Rasmus Ankersen en post, som fik øjenbrynene til at løfte sig i omverdenen. For hvordan kan en ung mand uden ledererfaring på det niveau besætte en formandspost i så stor en klub, der har kæmpet med store økonomiske problemer?
»Ud fra et ehvervsmæssigt synspunkt er han et totalt ubeskrevet blad. Der er ingen tvivl om, at han er en god kommunikatør, men han kommer ikke med nogen viden om, hvordan man erhvervsmæssigt arbejder som bestyrelsesformand.«, siger Jens Christian Hansen, erhvervskommentator på Berlingske Business.
»Men det man skal huske, er, at der er forskel på at være bestyrelsesformand i en stor børsnoteret virksomhed og en virksomhed som FC Midtjylland, hvor du har én hovedaktionær (fra sommer trækker FC Midtjylland sig fra børsen, red.). Der er bestyrelsesformandens rolle mere kommunikerende, mens magten og strategien ligger hos hovedejeren. Jeg siger ikke, at Rasmus Ankersen er sat ind som en pyntedukke, men det er altså en begrænset magt, han har. De endelige beslutninger ligger hos ejeren,« siger Jens Christian Hansen.
Pyntedukke eller ej, 31-årige Rasmus Ankersen med det lange blonde hår sat op i en hestehale har taget en genvej til toppen af fodboldindustrien. Hurtigere end han også selv havde forudset. Han understreger dog, at æren for DM-titlen først og fremmest skal gå til de akademitrænere, der har knoklet i 10 år for at udvikle de spillere, der har været afgørende for triumfen.
»Der er sket virkelig meget det sidste års tid. Mere end jeg kunne forestille mig. Men jeg føler, det er det rigtige, og så handler det bare om at gribe muligheden. Nu har jeg de sidste fem år rejst verden rundt to gange om året, holdt foredrag og skrevet bøger, og jeg glæder mig til at være en del af et team igen, hvor jeg sammen med nogle meget dygtige mennesker kan gøre noget, man forhåbentligt vil se tilbage på om nogle år og sige, at de satte en ny standard for, hvordan man driver en fodboldklub.«
