FC Midtjylland har rokeret kraftigt rundt i ledelsen. Nu starter jagten på en ny sportschef, efter tidligere sportsdirektør Claus Steinlein er blevet administrerende direktør. Bestyrelsesformand Rasmus Ankersen regner med, det bliver en dansker, der får hjælp af den nye assisterende sportschef Ove Pedersen.

Det fortæller han i dette interview med BT.

Hvorfor har I valgt at rokere så meget rundt?


»Det gør vi, fordi vi har en række projekter, som vi tror meget på kan tage Midtjylland fremad både sportsligt og kommercielt. Men med det setup, vi har i dag, har vi ikke ledelsesressourcerr nok til for alvor at kunne eksekvere dem. Derfor har vi lavet omstruktureringen for at få tilført nok ressourcer til, at vi kan gøre det.«

Hvad er det for nogle projekter, du tænker på?


»Vi vil eksempelvis gerne gøre spillerkøb  og -salg til et forretningsområde i højere grad, end det er i dag. Historisk set har vi været gode til at tjene penge og kapitalisere på vores bedste spillere, men vi har ikke været så gode til at gøre det på vores næstbedste spillere. Det er der forskellige årsager til, men det har vi nogle planer for, hvordan vi vil øge forretningsområdet på den del. Og det er blandt andet derfor, vi har hentet Ove Pedersen ind.«

Er det, fordi du ikke føler, at Claus Steinlein har gjort det godt nok som sportsdirektør?


»Nej, det har ikke noget med det at gøre. Det handler på mange måder om ressourcer. Udover at man skal drive hele den sportslige afdeling, som er en stor organisation med 100 ansatte, skal vi samtidig have nogle ressourcer til at rejse rundt og bygge de rigtige partnerskaber med forskellige andre klubber, så vi kan udbygge vores netværk og kan få en platform, som vi kan afsætte vores spillere til i højere grad, end vi gør i dag. Og det kræver flere ressourcer. Det kræver én med Ove Pedersens netværk. Han skal jo ikke sidde på kontoret, han skal være ude i marken.«

Vil han også være ansat som assisterende sportschef, når I finder en ny sportschef?


»Ja, jeg regner med, at Ove er hos os i mange år. Det er ikke bare seks måneder eller et år. Det er i mange år. Ove har valgt at gå efter en anden vej nu. Han kunne have taget et trænerjob, men han har valgt at gå ind i en anden del af operationen i en fodboldklub. Selv om der kommer en ny sportschef, forventer jeg, at Ove fortsætter, fordi det er et vigtigt område at strategien, som han står for.«

I skal ansætte en ny sportschef. Er I i gang med det?

»Vi har gjort os nogle tanker om, hvilken profil vi gerne vil have, og vi har også nogle tanker om, hvem det kunne være. FC Midtjylland har en meget stærk kultur, og det er vigtigt, at vedkommende passer til den kultur. Det er en organisation med over 100 mennesker, så det skal være en, der er stærkt ledelsesmæssigt.«



Når det skal være en, der forstår jeres kultur, skal det så være en dansker?

»Jeg vil sige det sådan, at jeg forventer, at den sportschef, vi hyrer, ikke kun er her de næste to år. Vi hyrer én, der skal være her de næste ti år. Minimum. Så det er klart, at det skal være en, der er bosat i området og være en del af regionen, og derfor er der nok størst sandsynlighed for, at det bliver en dansker, men jeg vil ikke udelukke noget.«

Med ønsket om en dansker er listen af navne markant mindre. Har du konkrete navne i tankerne allerede nu?

»Ja, ja. Jeg har nogle ideer til, hvem der kunne være interessante at tale med. Men vi er også åbne for, hvor processen leder os hen. Jeg har allerede fået ti forslag fra alle mulige parter, siden vi meldte nyheden ud.«

Hvad bliver den nye sportschefs vigtigste opgave?

»Det bliver at drive og lede en organisation med over 100 mennesker. Det bliver at lede den sportslige sektor og implementere den strategi, bestyrelsen udstikker, i hele organisationen. Det er det væsentligste område. Og så er en stor del af en sportschefs arbejde køb og salg af spillere - og at have ansvaret for det. Det får den nye sportschef selvfølgelig også ansvaret for.«