Superliga-klubben AaB tabte sin første træningskamp efter vinterpausen 0-2 mod Hoffenheim, der ligger nummer fem i den tyske Bundesliga. Det var dog ikke nederlaget, men profilen Marco Meilinger, man i AaB-lejren efter kampen var mest bekymret for.

»Han pådrog sig desværre en skade. Vist nok i hoftebøjeren. Hvor slem skaden er, ved vi endnu ikke. Derfor er det umuligt på nuværende tidspunkt at sige noget om, hvornår han er klar igen,« sagde AaB's sportsdirektør Allan Gaarde efter kampen i telefonen fra Tyskland.

AaB'eren Marco Meilinger blev skadet, da nordjyderne tabte en træningskamp mod Bundesligaklubben Hoffenheim.
AaB'eren Marco Meilinger blev skadet, da nordjyderne tabte en træningskamp mod Bundesligaklubben Hoffenheim. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I samtalen med BT var han mindre meddelsom om, hvorvidt AaB er på vej til at investere i FC Midtjylland-angriberen Maritin Pusic. Som BT lørdag kunne fortælle er den tidligere Superliga-topscorer et varmt emne i Aalborg.

»Jeg kan sige så meget, at han er en dygtig angriber, men jeg har ingen yderligere kommentarer,« sagde Allan Gaarde og tilføjede:

»Vi overvejer flere ting i vinterens transfervindue, men det eneste, der ligger fast er, at vi skal have fundet en ny reservemålmand i stedet for Carsten Christensen.«

I kampen mod Hoffenheim kom AaB bagud 0-1 efter 10 minutters spil på et mål af Nadiem Amiri, mens det blev 0-2 kort tid før pausen på enfuldtræffer af Steven Zuber.

»Vi mødte et fantastisk godt spillende hold, men kunne med lidt held være sluppet med et mindre nederlag, hvis vi havde scoret på de store chancer, vi havde i kampens slutfase,« sagde Allan Gaarde.

AaB, der spiller sin næste træningskamp på torsdag mod 1. divisionsklubben Hobro IK, stillede således op: Nicolai Larsen - Joakim Mæhle, Lorenzo Gordinho (gæstespiller), Kasper Pedersen, Bardhec Bytyqi - Marco Meilinger, Rasmus Würtz, Oliver Abildgaard - Rasmus Thellufsen, Casper Sloth - Jannik Pohl