Det var en tydeligt berørt Kristian Bach Bak, der fredag formiddag mødte pressen efter nyheden om FC Midtjyllands cheftræner Glen Riddersholms opsigelse var sluppet ud.

»Glen vil blive savnet af os alle i klubben. Vi er alle stadig rystede,« sagde FCM-anføreren med lav stemmeføring og med et tomt blik i øjnene.

Kristian Bach Bak kaldte Glen Riddersholms betydning for FC Midtjyllands sportslige udvikling - siden hans tiltrædelse som cheftræner i 2011 - for enorm.

»Under hans ledelse har vi vundet det første sæt DM-guldmedaljer. Det siger alt. Men også som kulturbærer har han været en betydende skikkelse i klubben,« sagde Kristian Bach Bak.

Han havde torsdag aften en samtale på to-mands-hånd med Glen Riddersholm om opsigelsen.

»Jeg sagde til ham, at den kom totalt bag på mig, og at han besidder et pokerfjæs i verdensklasse. Både onsdag og torsdag ledede han vores træning, og der var absolut intet at mærke på ham,« sagde Kristian Bach Bak.

Men selvom FC Midtjylland går ind til den ny sæson uden Glen Riddersholm som styrmand, så er Kristian Bach Bak overbevist om, at man også fremover kan levere resultater i topklasse.

»Glen efterlader sig en velsmurt maskine, som vil køre videre. Også uden ham,« sagde Kristian Bach Bak.