FC København fortsatte mandag den store oprustning i denne sæson og hentede Mikael Antonsson på en to-årig aftale til det centrale forsvar. 

Med Mathias 'Zanka' Jørgensen, Pelle Nilsson, Kris Stadsgaard, Olof Mellberg og nu også Antonsson til at dække midterpositionerne i forsvaret er der ved at være trængsel, og derfor pønser klubben på at komme af med Olof Mellberg, der endnu ikke har fået spilletid i denne sæson.

- FC København og Olof Mellberg er i en konstruktiv dialog med henblik på at afslutte samarbejdet med øjeblikkelig virkning. Derfor deltager Olof Mellberg pt. heller ikke i træning og kampe, skriver FC København på sin hjemmeside. 

36-årige Olof Mellberg kom før sidste sæson til FC København på en to-årig aftale, og der var store forventninger til, at den tidligere svenske landsholdsspiller med en fortid i Juventus og Aston Villa kunne være med til at løfte niveauet på holdet. 

Resultatet af sidste sæson blev dog en skuffende sølvmedalje i Superligaen, og Ståle Solbakken varslede derefter massive udskiftninger i truppen. 

Med købet af Mikael Antonsson er manageren nu oppe på ni indkøb, og det betyder nødvendigvis, at andre skal forlade klubben, hvorfor Olof Mellbergs tid i FC København ser ud til at være slut snart.