FC København vandt 1-0 over Silkeborg. Aldrig har klubben scoret så få mål efter 15 runder som nu

FC København har haft store problemer med at score mål i denne sæson. Kun 14 mål havde københavnerne scoret inden kampen mod Silkeborg, og tre af disse var sat ind på straffespark.

1-0-sejren betyder, at FCK rammer 15 mål - det laveste antal efter 15 runder i klubbens historie. Første halvleg blev et studie i, hvorfor tallene ser således ud for københavnerne.

Silkeborg skal have kreditten for at have slået et fort op på nationalstadionet og samtidig forsøge at være dominerende på bolden, hvilket lykkedes i store dele af 1. halvleg. Men Ståle Solbakkens meget stringente 4-4-2 gjorde ikke noget for det chanceskabende mod Silkeborg. Igen skulle indlæg være nøglen til at åbne Silkeborgs porte, men Jesper Sørensen havde læst den lektie og stillet tre store dørmænd derind. Ironisk nok kom føringsmålet alligevel efter netop et indlæg fra Tom Høgli.

Nicolai Jørgensen steg til vejrs og headede bolden i en blød bue over Thomas Nørgaard. Men hvor skulle det da også ellers komme fra? FC København havde mod Silkeborg 15 indlæg i alt - fire af dem endte i det, man kan betegne som halve chancer.

Hvad skyldes problemet så? Nicolai Jørgensens nu faste plads som angriber giver mål - selvom han også har brændt store chancer, der har kostet point for københavnerne. Men det koster også i den kreative del af spillet. Jørgensen har sine forcer med front mod mål, hvor han kan drive bolden adskillige meter og skabe chancer med sit blik for medspillerne. Nu skal han være spilstationen, der oftest lægger af til en medspiller og løber frem. Og det gør det sværere for københavnerne at score mål.

Det er en af årsagerne til, at FC København kun fire gange i denne sæson har scoret to mål i en Superliga-kamp, mens det nu syv gange er blevet til et mål og fire gange har været helt uden københavnske scoringer. Ståle Solbakken har et problem. Et scoringsproblem.