Det skulle have været et ganske almindeligt møde mellem superligaklubbernes direktører, men efter BTs afsløringer af, at FC København deltager aktivt i forhandlingerne om en ny overnational turnering som alternativ til Superligaen, fik deltagerne på torsdagens møde i Odense noget at tale om.

Under det punkt, hvor direktør for Divisionsforeningen Claus Thomsen informerede om udviklingen i UEFA, fik også FCK-direktør Anders Hørsholt taletid, og sammen kunne de berette om de store europæiske klubbers stadigt større magt, der senest har ført til, at de små lande fra 2018 til 2021 får begrænset adgang til Champions League, mens de store lande får udvidet adgang. Forventningen er desuden, at de store klubber med Barcelona, Real Madrid, Bayern München og Juventus i spidsen fra 2021 vil gå endnu videre i begrænsningen af de små klubbers adgang for at sikre sig selv den størst mulige bid af den økonomiske kage.

Derfor var der ifølge BTs oplysninger udbredt forståelse for, at FCK og de øvrige mellemstore europæiske klubber er nødt til at reagere, ligesom det blev aftalt at trække på samme hammel i kampen mod UEFA og den nye strukturændring i Champions League.

»De ting, der sker i UEFA-regi og ECA-regi (ECA er de europæiske klubbers forening, som styres hårdt af de største klubber, red.), er på vej til at smadre fodboldsystemet. Det handler om, at adgangen til Champions League og de europæiske turneringer bliver endnu mere ødelagt for dansk fodbold, og det kan vi ikke tåle. Derfor bakker jeg op om FCKs holdninger og handlinger,« siger AGF-direktør Jacob Nielsen.

Randers-direktør Michael Gravgaard støtter ligeledes FCKs bestræbelser:

»Jeg ser det som en trodsreaktion mod det, der sker i UEFA og ECA, og selv om der ikke er nogen, der ønsker sig en liga uden FC København, kan jeg godt forstå, at mellemstore klubber som FCK er nødt til at reagere på de forandringer, der sker i det europæiske fodboldlandskab,« siger han med henvisning til, at FC København som konsekvens af etableringen af en overnational liga kan blive nødt til at træde ud af Superligaen.

Også fra AaB-direktør er der opbakning til, at FC København afsøger mulighederne om alternativer til den nuværende europæiske struktur, omend direktør Stephan Schoors først og fremmest ser meldingen som pression:

»Det er en presbal til UEFA og ECA og resultatet af en frustration over det, der sker. For at have en løftestang i forhold til at få sine ønsker igennem, er man nødt til at have en løftestang, og det er dét, FCK og de andre mellemstore klubber i Europa har fået ved at føre de her samtaler,« siger Schoors.

Samme opfattelse har OB-direktør Jesper Hansen, der tilføjer, at han ikke håber, at hverken FCK eller storklubbernes forslag bliver til noget:

»Grundlæggende tror jeg, at alle klubber ønsker et koncept á la det, vi kender i dag, for det, der ligger på tegnebrættet i dag, vil ødelægge fodbolden.«

Anders Hørsholt er glad for de andre klubbers opbakning.

»Jeg noterede mig, at de andre superliga-klubber, Divisionsforening-en og DBU deler vores bekymring over udviklingen i ECA og UEFA. og at de ser på situationen med stor alvor. Det er jeg selvfølgelig glad for på FC Københavns og dansk fodbolds vegne, for det er ikke et holdbart billede, der tegner sig,« siger han.