FCK leder med lys og lygte efter en angriber, der kan finde vej til netmaskerne, og nu har de københavnske løver inviteret en svensker fra den næstbedste svenske række til prøvetræning.

Der var tårnhøje forventninger til Andreas Cornelius, da han vendte hjem til FC København. Men indtil videre har det knebet med målfarligheden hos den store angriber, der omtrent har været lige så skarp som en blævrende vingummibamse.

SE OGSÅ:

Derfor er Ståle Solbakken gået på jagt efter en ny angriber, og FCK-manageren har nu inviteret den 24-årige Stefan Silva til prøvetræning i klubben, hvor han skal træne med tirsdag og onsdag. Silva spiller til daglig for IK Sirius i den næstbedste svenske fodboldrække, hvor han i den netop afsluttede sæson scorede 15 mål.

»Han skal træne med et par dage, så der er ikke noget stress for nogen af parterne. Det handler mere om at lære hinanden at kende end om et skifte. Men han er en spændende spiller,« siger Solbakken til bold.dk.

FC København har allerede hentet islandske Björn Sigurdarson, som forstærkning til angrebet, på en lejeaftale fra Wolverhampton.