FC København-anfører Carlos Zeca sidder i en situation, som går lige i maven på enhver familiefar.

Corona-epidemien raser i hele Europa, men anføreren kan ikke være sammen med sine to døtre i denne svære tid.

For Carlos Zeca sidder alene i København, mens børnene bor sammen med deres mor i Portugal.

Derfor er han vant til at være adskilt fra dem og lide et stort afsavn, men når en global sundhedskrise raserer, gør det mere ondt end normalt.

Det forklarer Carlos Zeca i en session på Facebook, hvor han svarer på spørgsmål fra FCK's fans.

»Det er meget hårdt at være væk fra min familie – især mine døtre. Jeg ved, at de er i gode hænder, og jeg taler med dem hver dag, men jeg savner dem meget, så jeg glæder mig virkelig til at se dem igen. Vi skyper og facetimer meget,« siger Carlos Zeca.

Og da han bliver spurgt om, hvilke superkræfter han helst vil have, falder svaret da også prompte:

»At kunne flyve! Så kan jeg komme hjem til mine døtre i Portugal hurtigere.«

Carlos Zeca har tidligere i et stort interview med B.T. forklaret, hvordan han nu igennem fire år har skullet håndtere at mangle døtrene i sin hverdag.

»Det er rigtig hårdt for mig, og jeg savner dem rigtig meget. Det er ikke nemt, at der kan gå fire eller seks måneder, før jeg ser dem. Men jeg gør det her for dem også.«

»Jeg ved, jeg får tid til at nyde livet med dem og se dem vokse op. Det, jeg gør, er med til at give dem et bedre liv. Et liv, jeg ikke havde, uden stress.«

»Jeg vil give mine piger et bedre liv. Det var ikke, fordi mit liv var dårligt, og jeg er meget glad for at have en person som min mor til at tage sig af mig. Jeg vil sørge for, at når de vokser op, kan de få deres eget sted og bygge videre på noget,« siger Carlos Zeca blandt andet i interviewet.