FCK afviser alt trods massiv interesse for Dame N’Doye.

I juni satte FC København en tyk streg under Dame N’Doyes position i truppen ved at afvise et skyhøjt bud fra saudiarabiske Al Hilal, der lå i omegnen af 50-60 mio. kr.

Dengang var der fornuft bag afvisningen, da Dame N’Doye ville være det hele værd, hvis FCK kvalificerede sig til Champions League og tjente langt mere end buddet. Nu har de danske mestre imidlertid udspillet sin rolle i både Champions League, hvor holdet røg ud til tjekkiske Plzen, og siden i Europa League. Derfor kunne det tænkes, at FCK ville være mere åbne over for et nyt bud på topscoreren. Men svaret er stadig et rungende nej.

Sporten.dk har talt med flere spanske agenter, der på vegne af spanske klubber - heriblandt angriber-desperate Villarreal - har forhørt sig i FCK om et prisskilt på N’Doye og ganske simpelt fået et »ikke til salg« som modsvar. Og det er ikke kun spanske klubber, der stadig husker N’Doye fra Champions League-kampene i sidste sæson, fortæller spillerens agent, Niclas Jensen, der bekræfter interessen, men også FCKs kolde skulder.

- Der er helt sikkert en bred interesse for N’Doye fra klubber i flere lande. Men det er også mit indtryk, at FCK ikke vil sælge ham. De satser massivt på mesterskabet i denne sæson, og der har man brug for N’Doye, fortæller Niclas Jensen.

Det hænger i høj grad sammen med, at mesterskabet i denne sæson er lig med direkte kvalifikation til gruppespillet i Champions League i næste sæson qua de danske klubholds placering på Europa-ranglisten.

Dame N’Doye skabte sig et særdeles varmt navn i Spanien, da han i de to gruppekampe mod FC Barcelona satte de spanske verdensmestre Carles Puyol og Gerard Pique under pres med sin fysik. Det er dog kun en håndfuld spanske klubber, der reelt ville kunne betale en transferpris på knap 40 mio. kr., men Villarreal er i stand til at matche prisen. Klubben er hårdt ramt af langtidsskader på angriberfronten og søger derfor bredt i markedet, hvor de ud fra en ønskeliste henter priskrav hjem for til sidst at byde på en eller to angribere.

Villarreal har tidligere hentet Nicki Bille i Superligaen og er generelt opmærksomme på dansk fodbold. Også italienske og engelske klubber har N’Doye i kikkerten, mens arabiske Al Hilal har droppet alle planer om at hente Senegal-stjernen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra FCKs sportsdirektør, Carsten V. Jensen.