Danmark eller Marokko? Det er det valg, som FCK-spilleren Youssef Toutouh længe har skulle tage stilling til.

For det er blot et år siden, at han efter eget udsagn droppede Danmark, men tilbage i november åbnede han igen pludseligt op for det danske landshold, da Marrokko endnu ikke havde reageret på hans bejleri.



'Du ringer bare, Hareide,' lød den friske melding dengang.

»Jeg tror, han har mit gamle nummer,« griner Toutouh, da BT spørger ham, om han har hørt fra den danske landstræner i kølvandet på søndagens derby mod Brøndby:

»Jeg tager det stille og roligt. Hvis han har tid til at ringe til mig, og hvis han kommer forbi en dag, kan vi godt tage en snak,« siger han om muligheden for det danske landshold.

Der er ellers ikke længe til, at Danmark igen skal i aktion. I næste måned skal det danske landshold på en vigtig opgave mod Rumænien i VM-kvalifikationen, men det er ikke noget, der fylder hos Toutouh, påstår han.

»Jeg er stadig åben overfor både det danske og marokkanske landshold. Det er selvfølgelig en stor mulighed for mig at komme på landsholdet, men jeg skal passe på med, hvad jeg vælger. Jeg har allerede udtalt én gang, at det blev Marokko, men nu har jeg også åbnet en anden dør. Hvis jeg bliver udtaget i marts, må vi tage den derfra.«

Toutouh kom fra Hvidovre til FCK i 2011, hvor han allerede samme år fik debut på førsteholdet. Men der gik lidt tid, inden han for alvor slog igennem for københavnerne. Toutouh havde en enkelt afstikker til Esbjerg, som han var udlejet til i 2012/2013-sæsonen, og derefter blev udviklingen for alvor sparket i gang.

Senest scorede han for FCK i 2-1-sejren i Europa League over Ludogorets, og han har længe været en af de mest sprudlende offensive indspark i Superligaen. Et pift, det danske landshold sagtens kunne gøre brug af.

»Så længe jeg kan blive ved med at lave gode præstationer, er jeg sikker på, at landsholdet nok skal komme. Jeg føler, jeg er på rette vej, og jeg udvikler mig stille og roligt. Jeg er bare glad for, at jeg spiller rigtig meget, for det er det, der skal til for at vise sig frem. Når tiden er inde, skal jeg nok komme på landsholdet.«

Spørgsmålet er så bare, om det bliver det danske eller det marokkanske.