FC København var på nederlagets rand mod Esbjerg. Men i de døende minutter sikrede Løverne sig tre point mod de nedrykningstruede gæster.

Esbjerg havde gjort sig fortjent til mere. Meget mere. Men skæbnen kan være ond og ubarmhjertig for et mandskab i kamp mod nedrykning.

For det er præcis, hvad vestjyderne nu er. Vestjyderne, der havde pistolen for panden efter FC Vestsjællands sejr tidligere på dagen, var rent faktisk tæt på at vinde i Parken, men Daniel Amartey og Nicolai Jørgensen ville det anderledes.

De reddede både æren og de tre point til Superligaens nummer to, der leverede en præstation under par. FCK var således bagud det meste af kampen, efter Tom Høgli efter en lille halv time headede et Esbjerg-hjørnespark i eget net.

Men med godt et kvarter igen udlignede Amartey, inden Nicolai Jørgensen bare tre minutter før tid scorede til slutresultatet 2-1.

En gigantisk nedtur for gæsterne, der nu flirter gevaldigt med nedrykningsstregen. Og en tilsvarende optur til de skadesramte københavnere efter sidste uges nederlag i Randers.