Claudemir er næppe i FC København, når august bliver til september. Der lukker det internationale transfervindue de fleste steder i Europa, og brasilianeren er om ikke uønsket så i hvert fald til overs i FCK.

Ståle Solbakken meldte allerede sin brasilianer til salg på sidste dag af den forgangne sæson, og Claudemir har også fået ris for sin tvivlsomme tilgang til de træningsskemaer, spillerne får udleveret, inden de går på ferie.

Med et år tilbage af kontrakten i FCK er den 26-årige midtbaneløber på affyringsrampen, og nu venter man kun på, at der kommer vand på transfermøllen.

- Situationen har ikke ændret sig. FCK er stadig klar til at sende ham videre, og Claudemir er klar til at tage det næste skridt.

- Jeg er ret sikker på, at han kommer videre nu, men vi er nødt til at være tålmodige. Jeg vil ikke tale om, hvor store chancerne er for, at han bliver solgt, for så lægger jeg også et unødigt pres på nogle mennesker. Vi må bare håbe, at alt ender godt for Claudemir, siger Hans Coret, Claudemirs agent, til bt.dk.

Tidligere på sommeren var interessen for Claudemir til at overse, men det er ikke, fordi der mangler klubber med følerne ude. Brasilianeren har trods svingende form de senere år ikke ødelagt det ry, han fik opbygget under Champions League-kavalkaden i 2010 og delvist 2013.

- Det skal være en bedre klub end FC København, men det er heller ikke nemt at finde. Spanske, italienske, tyske og hollandske klubber har allerede spurgt mig om Claudemir, så vi behøver ikke selv at lede efter interesserede klubber. Der er altid kontakt omkring ham, men der er intet konkret lige nu. Der er altid agenter og klubber, der spørger efter Claudemir. Det har der været de seneste par år, men det ser ud til, at det er nu, det skal ske.

Claudemirs kontrakt udløber i sommeren 2015, og derfor skal det være nu, hvis københavnerne vil tjene lidt på den spiller, de hentede i Vitesse tilbage i 2010. Det forventes dog ikke at være det store beløb, FC København forlanger for midtbanemanden, der ser ud til at overhales af nyindkøbte Franco Mussis til pladsen om den offensivt indstillede mand på den centrale midtbane.

FC København har allerede solgt Igor Vetokele, Fanendo Adi og Mustafa Abdellaoue i dette transfervindue.