FC København er begyndt jagten på en midtbaneprofil, der kan afløse Thomas Delaney, når anføreren smutter til Werder Bremen til januar.

FC København nærmer sig et transfervindue, der kan få Ståle Solbakkens mobil til at tabe strøm hurtigere, end baren på Norges-færgen fyldes op.

Københavnernes fornemme Champions League-præstationer har fået de større europæiske klubber med de dybere lommer til at kigge ekstra interesseret på Ståle Solbakkens spillere, og efter nytår er minimum Thomas Delaney væk, når han rejser til Werder Bremen.

Og netop salget af Thomas Delaney åbner for, at FC København allerede nu er begyndt at sondere markedet for interessante midtbanespillere. Ifølge BTs oplysninger er FCK begyndt at kigge på, hvilke centrale midtbanespillere der kunne være gode nok til at løfte københavnerne.

Det skal nemlig gerne være en spiller med et så højt niveau, at han vil kunne gå ind og blive en profil med det samme. Men samtidig en spiller, der er råd til. Her er smertegrænsen i Santander-klassen – altså maksimalt omkring de 20 mio. kr. Uden at han behøver at være så dyr.

FCK-manager Ståle Solbakken bekræfter, at netop den centrale midtbane er et sted, hvor der kunne komme en ekstra spiller.

»Det kan godt ske. Det kommer også lidt an på Aboubakar Keitas udvikling. Det er også noget, jeg holder øje med,« siger Ståle Solbakken.

FC København hentede allerede i sommer Jan Gregus for at sluse ham ind på holdet, inden Thomas Delaney blev fortid. Den slovakiske landsholdsspiller har fået ni kampe fra start i dette efterår, men når anfører Thomas Delaney er væk, vil der ’kun’ være Kvist, Gregus og Toutouh af de rutinerede kræfter til den centrale midtbane. Og det er altså næppe nok.

Ståle Solbakken fortæller, at FCK er begyndt at forberede sig på det kommende transfervindue.

»Ja, det er vi for så vidt. Men vi har jo også Jores Okore og Boilesen, som er projekter nu. Det går meget hurtigt fremad med Jores, og Boilesen er et lidt længere projekt. Men vi ved jo, at vi måske skal hente en spiller eller to mere, hvis der er flere, der forsvinder. Men vi er ikke desperate i øjeblikket,« siger Solbakken.

FCK-manageren har allerede fortalt, at Ludwig Augustinsson og Mathias Zanka Jørgensen bliver solgt til sommer – og i går skrev svenske Aftonbladet, at Augustinsson allerede havde en forhåndsaftale med Werder Bremen. De to pladser er allerede dækket ind af Nicolai Boilesen og Jores Okore, men Solbakken åbner for muligheden, at der kan ende med at forsvinde flere spillere fra den københavnske trup.

»Det er ikke sådan, at vi er tvunget til at hente en ny spiller, for konkurrencen er mere end god nok, og vi har mere end god kvalitet. Men man skal forberede sig på, at ting kan ske,« siger Ståle Solbakken.