Da FC København sidste år annullerede 725 billetter, som fans med udenlandske navne havde købt til klubbens Champions League-kampe, overtrådte klubben loven om etnisk ligebehandling.

Fodboldklubben tager afgørelsen fra Ligebehandlingsnævnet til efterretning, men pressechef Christian Wolny understreger samtidig, at FCK ikke kan love, at fodboldfans, der fremover vil købe billet til internationale kampe, vil opleve at få deres billet annulleret.

- Vi forholder os til afgørelsen, men vi kan ikke garantere, at det aldrig kommer til at ske igen, fordi sikkerheden altid vil være vores højeste prioritet, siger Christian Wolny.

Han vil ikke forholde sig til Ligebehandlingsnævnets konklusion om, at de berørte fodboldfans er blevet udsat for diskrimination, men hæfter sig i stedet ved, at nævnet også anerkender idéen med at forsøge at skille tilhængerne ad, så udenlandske fans kun kunne få adgang til udebaneafsnittet.

- Vi er godt tilfredse med afgørelsen, for vi synes jo den til fulde anerkender, at den midlertidige annullering af billetter og efterfølgende kontakt til en stor del af vores kunder, var nødvendig for at kunne opretholde sikkerhedsniveauet til kampe med så stor opmærksomhed og efterspørgsel, siger Christian Wolny i en skriftlig kommentar.

I afgørelsen fra Ligebehandlingsnævnet lyder det:

- Nævnet vurderede, at det var objektivt begrundet i et sagligt formål, at man af sikkerhedshensyn sikrede sig, at personer, der havde købt billetter til hjemmeholdets publikumsafsnit, ikke var tilhængere af udeholdet. Midlerne til at opnå dette formål var imidlertid ikke hensigtsmæssige, idet man ikke ved at anvende kriteriet »ikke dansk-klingende navn« i udvælgelsen opnåede den ønskede sikkerhed.

Da de berørte fodboldfans allerede sidste år fik lov til at bytte eller beholde deres billetter, har Ligebehandlingsnævnet ikke tilkendt dem en godtgørelse.

Denne sæson tæller FC Københavns udenlandske modstandere Club Brügge, Torino FC og HJK Helsinki i Europa League. Første hjemmebanekamp bliver mod sidstnævnte 18. september.