FCK forsøger, ifølge svensk medie, at hente Malmös store forsvarsprofil i kamp med italienske klubber.

De danske mestre fra FC København kan have fundet et af de første mål for de mange millioner, der nu skal postes i holdet for at bringe klubben tilbage som absolut skandinavisk konge.

Ifølge det svenske medie Fotbollskanalen.se, har FCK vist interesse for Malmös midtstopper Pontus Jansson. Den 22-årige profil har kontraktudløb til sommer, og han tiltrækker dermed stor interesse, fordi det kan være sidste mulighed for Malmö, hvis de vil tjene penge på den lovende spiller.

FCKs sportsdirektør Carsten V. Jensen afviser dog det svenske medies oplysninger.

- Hvem har sagt det? Jeg har ingen kommentarer, lyder det.

Men hvis FCK har vist interesse for at hente ny forstærkning til det centrale forsvar i Malmö, er de ikke alene. De italienske Serie A-klubber Cagliari og Torino skal også være klar til at lokke Pontus Jansson med en lønstigning, hvis han skifter væk fra Malmö.

I den skånske fodboldhøjborg vil man gerne forlænge med en vigtig profil, der ellers kan forlade Malmö gratis til sommer.

Direktør Per Nilsson bekræfter interessen fra både Italien og andre lande.

- Jeg kender til de klubber, der er interesserede i Pontus. Jeg gør den antagelse, at mere end en klub er interesserede, ellers ville jeg være overrasket. Der har jo været klubber, der har vist interesse allerede i de foregående transfervinduer, siger han til fotbollskanalen.se og understreger, at han ikke har opgivet at forlænge en aftale med Pontus Jansson.