FCK er Delaney og lidt Eros Poli

KOMMENTAR

FC København triller mod vinterferie Eros Poli-style 20 minutter foran resten af feltet. Kan I huske ham på vej op over Mont Ventoux?

Vicemestrene har kun hængemulen fra et enkelt nederlag i 19 efterårskampe, og det giver alt sammen 44 point.
Det er bedre end sidste sæson, som absolut ikke begyndte sløjt. Det er kun syv point ringere end samme tidspunkt i den latterligt mageløse Ståle Solbakken-afslutningssæson - uden sammenligning i øvrigt.

FC København har selvfølgelig ikke klubbens historiske topniveau endnu. Slet ikke. Men den pænt succesrige cheftræner Ariel Jacobs skraber point sammen, og det kalder på respekt, at han finder så meget medvind. Når nu man så ofte har oplevelsen af, at FCK bliver rigeligt matchet og udfordret.

Igen i aftes i hjemmekampen mod Randers sad man med fornemmelsen af, at FCK under kulden kunne spadsere ind i problemer indledningsvist. Mod 11 gæster, der jo har været en af efterårssæsonens mest positive overraskelser. Og så stod der pludselig 2-0, inden FCK havde fået varmen. 

FCK er et effektivt fodboldhold. Og dermed kunne Andreas Cornelius selvfølgelig være den helt oplagte personificering af FCK på vej ind i 2013. Men det er så oplagt og så nemt, at jeg hellere hiver en anden klubknægt frem på monitoren: Thomas Delaney er mit billede på FCK. Det er ikke vildt sexet eller slow motion-påkrævet, hvad han præsterer på sin kant eller centralt. Men Thomas Delaney får altid løst sine opgaver en lille procent eller to bedre end sine direkte modstandere - effektivt og på et troværdigt bundniveau. Det er også historien om FCK lige nu.

Effektivitet er stadig nøgleordet. Ifølge Superligaens officielle statistik har FCK gennemsnitligt 16 skudforsøg per kamp, og 6,5 af de forsøg rammer i snit inden for målrammen. Det er kun OB, der kan matche den statistik.
FCK kommer også gennemsnitligt frem til mindst 20 indlæg per kamp, hvilket er det klart højeste antal i ligaen. Der sker noget på banens sidste tredjedel, når FCK er i kamp, og så betyder det selvfølgelig lidt mindre, at farten stadig kan være lav - og fejlene mange især centralt i banen. Det fungerer, og det er allerede fuldstændig grinagtigt at forsøge sig med et bedre bud på et dansk mesterhold 2013.

Det vil være lige så grinagtigt at blive ved med at forsøge at identificere en nedrykker.
Viggo Jensen har nu lavet seks point i tre forsøg i Silkeborg - alt imens også Brøndby har rørt gevaldigt på sig inden det fulde stop i Farum.
Sønderjyske hev overraskende i stropperne i Horsens, og Esbjerg spiller muligvis fræk fodbold, men de kan stadig tabe fodboldkampe stort og sikkert. Nu er der atter fem hold i nedrykningszonen, og sådan ser det sikkert også ud i april.

Nedrykningszonens store ubekendte er stadig forholdene i FC Midtjylland og Brøndby. Midtjyderne præsenterede i går en redningsplan, som i al sin enkelthed handler om, at klubben har solgt arvesølvet - dele af transferrettighederne til en investorgruppe. Både nødplanen (mit ord, ikke FCMs) og seneste regnskab signalerer entydigt, at FCM vil sælge spillere - og sælge meget hen over vinteren. Det kan blive et rædderligt forår i en svækket udgave.

Brøndby kan ikke rykke ud, lyder det tit. Men hvor slem er den økonomiske situation ude på Brøndby Stadion, og kan man forestille sig, at Brøndby ikke også kommer svækket gennem vinterpausen?
Mike Jensen skal i hvert fald væk. Det er alene en svækkelse af Brøndby.

Der er ringere spillertrupper end FCM og Brøndbys. Men konkurrenterne kender på en sikrere bundlinje fremtiden. I FCM og i Brøndby ved man kun, at vilkårene bliver ringere en gang efter årsskiftet.
Det er da irriterende viden, når man allerede nu har spillet sig i problemer.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard

Din kommentar

Kommentarer

Holdforfølgelse

Skrevet af Anonym, Onsdag den 5. december 2012, 20:55

Glem ikke, at Eros Poli også er gammel OL- og verdensmester i holdforfølgelsesløb.

Så nej, jeg tror heller ikke de andre hold har en chance i deres jagt på FCK.