Mandag eftermiddag sluttede en lang epoke i FC København. Sportsdirektør Carsten V. Jensen fik at vide, at han skulle pakke tasken og forlade den klub, han siden 1993 har arbejdet for som først spiller, så assisterende træner og cheftræner og til sidst sportdirektør.

Beslutningen kommer oven på en sæson, hvor FC København efter et nederlag til FC Nordsjælland søndag næppe når hverken guldet eller sølvet og dermed må vinke farvel til målsætningen om at spille kvalifikation til Champions League i næste sæson. Bag fyringen står den administrerende direktør i FC København, Anders Hørsholt. 

Kort efter fyringen fik bt.dk lov til at stille Anders Hørsholt få spørgsmål om afskedigelsen af Carsten V. Jensen, hvis opgaver cheftræner Ståle Solbakken midlertidigt bliver tildelt.   

Anders Hørsholt, hvad var prikken over i'et, der gjorde, at du så dig nødsaget til at fyre Carsten V. Jensen?

- Det ene element er, at de sportslige resultater ikke har stået mål med de investeringer, vi har foretaget, og det har vi et stort ønske om, at det skal. To - så har vi et mål om at opbygge en ny sportslig sektor omkring Ståle Solbakken, og det arbejde bliver påbegyndt nu. Jo før, jo bedre.

Hvor længe har denne beslutning været undervejs? Blev den taget efter nederlaget søndag mod FC Nordsjælland?

- Der er ikke nogen sammenhæng med den kamp. Der er ikke nogen timing i forhold til det. 

Hvornår var det så?

- Det har jo været en beslutning, som har været undervejs i nogen tid i forhold til de resultater, som vi har haft, og i forhold til den udvikling, vi godt kunne tænke os at se i FC København i fremtiden. Vi vil gerne have en ny udvikling, og en ny udvikling kræver nye ansigter.

Carsten V. Jensen har jo tidligere vist, at han med Ståle Solbakken kan føre jer til succes i både Superligaen og i Champions League. Hvorfor tror du ikke på, at Carsten V. Jensen er i stand til at føre jer derhen, som du taler om? 

- Vi har vurderet, at vores fremtid fungerer bedst uden Carsten V. Jensen, og at vi omkring Ståle Solbakken skal bygge det nye setup op.

Hvem har taget denne beslutning om at fyre Carsten V. Jensen?

- Mig og bestyrelsen i FC København. 

Og hvordan modtog Carsten V. Jensen så din fyring af ham?

- Det har jeg ikke nogen kommentarer til. 

Hvor langt er du kommet med at finde en permanent afløser for Carsten V. Jensen, så Ståle Solbakken igen kan koncentrere sig fuldt ud om trænergerningen?

- Vi har mange spændende timer foran os i forhold til at planlægge fremtiden, og det ser vi frem til. 

Har du nogen kandidater i kikkerten nu?

- Det har jeg ikke nogen kommentarer til.