Dame N'Doyes nye tatovering med Urban Crews logo er angriberens måde at vise klubbens fans kærlighed, men på ledelsesgangene vender direktør Anders Hørsholt tommelfingeren nedad for tussen.

- I vores optik er tatoveringen ikke det smarteste at gøre. Det er uheldigt, men vi kan desværre ikke gøre noget ved udsmykningen af kroppen. Dame N'Doye er en dreng, der vil alle det godt. Også fansene, siger Anders Hørsholt.

Den senegalesiske angriber blev i begyndelsen af sin FCK-karriere buh'et ud af FCK-fansene fra tribuneafsnittet Nedre C. Forholdet til fan-grupperingen Urban Crew udviklede sig dog samtidig. 

Forholdet til Nedre C-fansene har også forbedret sig i takt med målene fra Superligaens største salgsobjekt.

- Det var i FCK, han brændte igennem som spiller, og han har i den forbindelse fået et tæt forhold til klubbens fans. Jeg ved, at Dame N'Doye er 100 procent loyal over for klubben, men her er begejstringen nok løbet lidt ud af en tangent. Men det handler om at udvise energi over for FCK. Og det gør han da, udtrykker direktøren og fortsætter:

- Linket til Urban Crew problematiserer ikke vores forhold til Dame N'Doye.

Selv om direktøren ikke just billiger tatoveringen, vil den ikke få konsekvenser for angriberen.

- Nej, han har altid optrådt loyalt, siger Anders Hørsholt.

Klubben tager dog i samme moment afstand fra den omstridte fanfraktion Urban Crew.

- Urban Crew vil os jo ikke noget ondt. De har bare andre meninger end os - blandt andet om fyrværkeri og romerlys, forklarer FCK-chefen, som ikke mener, at Dame N'Doye har brudt noget kodeks i klubben med tatoveringen.

- Der er en FCK-måde at opføre sig på i klubben. Vi føler ikke, den er overtrådt. Så mere tid bruger vi ikke på det. Dame N'Doye har et specielt forhold til vores fans, og det er fint, så længe det harmonerer med den professionalisme, vi søger.