FCK-boss Anders Hørsholt går i offensiven og tordner mod FC Midtjyllands håndtering af søndagens aflysning af Superligaens topbrag.

Det var stormen Gorm, der i aftes aflyste det imødesete topopgør mellem FC København og FC Midtjylland, men dagen derpå har stormen langt fra lagt sig. I hvert fald ikke hvad angår den virak, som gårsdagens aflysning medførte.

FC Københavns administrerende direktør, Anders Hørsholt, vil ikke anfægte, at kampen blev aflyst, men kalder nu forløbet omkring aflysningen uprofessionel og i strid med reglerne.

»Vi synes, at forløbet omkring aflysningen blev håndteret særdeles uprofessionelt - og i øvrigt i strid med DBUs regler. Om formiddagen meldte FC Midtjylland skråsikkert ud, at kampen ville blive spillet, og det er naturligvis den meldning, vi forholdte os til og viderebragte til alle, der spurgte os til, om kampen vil blive gennemført. Vi havde folk på stadion allerede fra 15.30, men ingen fra FC Midtjylland briefede omkring nogle ændringer i forhold til den melding, de tidligere var kommet med, eller om et ændret varsel omkring vejret. De inviterede heller ikke repræsentanter fra F.C. København med til det møde, der førte til aflysningen. Det til trods for, at både vores sikkerhedschef og pressechef var til stede på stadion,« siger Anders Hørsholt til FCKs hjemmeside og fortsætter:

»Vi fik besked om mødet og den mulige aflysning ved en tilfældighed og vores sikkerhedschef deltog derfor kun i de sidste minutter af mødet, da beslutningen var truffet. Her var der omkring en time til kampstart og fansene var ankommet til stadion. Det gør, at vi ikke får mulighed for at briefe vores fans, spillere eller stab, hvilket naturligvis giver en masse frustrationer og spekulationer, der let kunne have været undgået ved rettidig omhu i håndteringen. Havde FC Midtjylland udvist det, så havde vi også haft muligheder for at diskutere et alternativt kamptidspunkt søndag eller mandag med de interessenter der er. Derudover mener vi ikke, at proceduren omkring aflysning af kampe blev overholdt, da Divisionsforeningen ikke blev informeret. Det hedder på UEFA sprog “Lack of organization” og er en alvorlig forseelse.«

Bt.dk har været i kontakt med FC Midtjylland, som oplyser, at de gerne vil vente med at melde noget ud om sagen.