FCKs sportsdirektør Carsten V. Jensen vedkender, at den dyrt indkøbte forward Andreas Cornelius ikke har ramt den guldåre af mål, som var håbet. Men han er samtidigt ikke et sekund i tvivl om, at 'Corner' snart vil komme ud af den spillemæssige krise.

Er du som sportsdirektør tilfreds med Andreas Cornelius' forårssæson?

- Man håber altid, at alting flasker sig, men sådan er verden ikke skruet sammen. Vi er tilfredse med den arbejdsindsats, han laver, og så er det jo sådan med unge mennesker, at udsvingene er der, og lige nu er der udsving i hans præstationer. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hans finder sig selv og sit gamle niveau.

Hvad skal der til for, at han når sit gamle niveau?

- Der ikke så meget andet at gøre end at arbejde hårdt til træning og så følge trænerens råd. Det består vores verden af. Heldigvis er 'Corner' sådan skruet sammen, at han arbejder utroligt hårdt.

- Det vigtigste, man kan gøre, når man har en ustabil periode, er, at vise sig som en rigtig holdspiller og arbejde knaldhårdt, og det må man sige, han gør.

Hvad mangler han i øjeblikket?

- Det er nogle små ting, der gør det. I går mod AGF kunne han med en anelse held have scoret to mål. Det er de små ting, der er afgørende, og lige nu er det ikke helt naturligt og nemt for ham. Men lige pludselig går de bolde, der lige nu stryger over mål eller i sidenettet, i kassen.

Ståle Solbakken har efter AGF-kampen kritiseret Cornelius for ikke at læse spillet godt nok og ikke bringe sig i gode positioner. Er du enig i kritikken?

- Det er Ståle i sin gode ret til at sige, men det vil jeg ikke udtale mig om. Hvis vi synes, der er en diskussion, tager vi den internt - ikke i pressen. Jeg har fuld tillid til at vores trænere, gør det, de mener der er bedst til at få 'Corner' til præstere.

Er de dårlige oplevelser i Cardiff grunden til hans manglende målnæse i øjeblikket?

- Både ja og nej. Det væsentligste er, at han har haft seks måneder uden at spille. Hvis man kommer fra et miljø, hvor man er i kamp hver tredje-fjerde dag, og så lige pludselig er ude i seks måneder, så er det klart, at det betyder noget.

- Jeg tror såmænd ikke, oplevelserne i Cardiff har gjort noget negativt for ham. Han er ukuelig optimist, men vi skal bringe ham tilbage på det niveau, han tidligere har vist, og det er jeg sikker på, han kommer.

Er der for meget fokus på hans præstationer?

- Nej, for det kan man ikke undgå. Sådan er det, når man er første-forward i landets største klub. Og det synes jeg, han tackler fremragende. Vi støtter ham i alt, og han er en god repræsentant for klubben.

- Der vil være udsving, især når man er ung, og det er sådan noget, han gennemgår lige nu. Men det er kun for en periode. Det er jeg sikker på.