____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>FC København bekræfter, at man har modtaget et bud på den islandske midterforsvarer Ragnar Sigurdsson fra en unavngiven russisk klub.

Efter at Ekstra Bladet onsdag præsenterede historien om, at Ragnar Sigurdsson står foran et skifte til russisk fodbold, har FC København set sig nødsaget til at udsende en fondsbørsmeddelelse, der bekræfter, at man er i forhandlinger med en russisk klub.

- Under henvisning til verserende rygter om modtagelse af bud på Ragnar Sigurdsson fra en russisk klub, kan det bekræftes, at FC København har modtaget et bud på salg af Ragnar Sigurdsson.

- Såfremt der eventuelt måtte blive indgået aftale herom inden transfervinduet lukker, vil der blive udsendt selskabsmeddelelse herom, lyder det i fondsbørsmeddelelsen.

27-årige Sigurdsson har været i FCK siden sommeren 2011, hvor han kom fra svenske IFK Göteborg. Den islandske centralforsvarer har i dette efterår vist sig frem på den internationale både i landskampene for Island og for FCK i Champions League, og det har åbenbart været nok til at overbevise russerne om, at han er solid nok til at kunne begå sig i den russiske liga.