Bashkim Kadrii er i overskud i FC København for tiden. Derfor er den hurtige offensivspiller ved at afsøge mulighederne for mere spilletid. Det har FCK-manager Ståle Solbakken bekræftet flere gange. Og nu har Kadrii fundet sin foretrukne næste destination – han har bare lige ét krav til FCK.

Bashkim Kadriis fremtid ligger i USA, MLS og Minnesota United, som TV3 Sport først kunne fortælle.

Her har den 25-årige hurtigløber ifølge BTs oplysninger udsigt til en etårig lejeaftale med den nyopstartede klub. Der er stort set enighed med Minnesota United, men Bashkim Kadrii kræver ifølge BTs oplysninger en kontraktforlængelse med FC København, hvis han skal underskrive en lejekontrakt på et år.

»Bashkim må vælge en klub først nu, og så ser vi, hvad de har at komme med. Det styrer Bashkim og hans repræsentanter. Vi afventer kun Bashkims ønske,« skrev Ståle Solbakken i en sms, da BT forhørte sig om en mulig kontraktforlængelse i sidste uge.

Bashkim Kadrii har angiveligt truffet sin beslutning om klub, og i sidste uge var han med agent Daniel Jensen i Arizona for at besøge Minnesota United i deres opstart. Her blev han angiveligt enig med kluibben om de store træk i lejekontrakten, men der mangler altså stadig en kontraktforlængelse med FC København.

Kadrii kontraktudløb i sommeren 2018 med FCK på sin nuværende kontrakt, og med et år i Minnesota United vil han altså kun have et halvt år tilbage af kontrakten, når han vender tilbage igen.

Og da den 25-årige offensivspiller for ikke så længe siden har købt lejlighed på Frederiksberg, ønsker han angiveligt ikke at stå i uvished, når lejekontrakten med USA ophører ved årsskiftet mellem 2017 og 2018.

Skulle skiftet til Minnesota United gå igennem, vil Bashkim Kadrii blive del af en skandinavisk-præget og ny trup. Svenske John Alvbåge er hentet i IFK Göteborg, landsmanden Mohammed Saeid i Columbus Crew, mens norske Vadim Demidov kommer til fra Brann.