Thomas Delaney er gode venner med Lukas Graham, og FCK-anføreren håber, musik-idolet kan vinde MTV European Awards.

Er der en ting, Thomas Delaney og Lukas Graham har til fælles, så er det et flot hår. Det mener de begge, og Thomas Delaney håber, at hans gode ven og hår-fælle kan vinde MTV European Awards, som Lukas Graham er nomineret til for monster-hittet »Seven Years Old.«

Thomas Delaney fortæller om venskabet i denne video:

»Hej, mit navn er Thomas Delaney, og jeg spiller for FC København, hvor jeg er anfører,« fortæller den 25-årige midtbanespiller.

»Allerede første gang jeg mødte Lukas, passede vi godt sammen. ikke med øjnene - men med håret. Han er en flot fyr, og han sagde til mig, at det er jeg også,« siger Thomas Delaney på videoen, inden han spørger:

»Ligner jeg ikke Lukas Graham? Bare en lille smule?«

Tilhængere af FC København vil vide, at det med håret ligger Thomas Delaney meget på sinde, for klubbens fans har lavet en hyldest-sang til ham, som lyder:

»Thomas Delaney, han har noget lækkert hår, Thomas Delaney, han scorer fjendens skår, Thomas Delaney, sikke en fremtid han får.«

Sangen skal synges på melodien til »Can't Take My Eyes Off You« - et nummer, som Frankie Valli indspillede helt tilbage i 1967, og som siden er indspillet i mange forskellige cover-versioner.

Til allersidst i videoen her på siden opfordrer Thomas Delaney så til at stemme på Lukas Graham.

»De fortjener det,« siger FCK-anføreren.

MTV European Awards finder sted 6. november.

Kort tid efter - i januar - skifter Thomas Delaney tilværelsen i FCK ud med en ny i Bundesliga-klubben Werder Bremen.