En af efterårets helt stor oplevelser i Superligaen, brasilianske Bruninho, er med al sandsynlighed snart fortid i dansk fodbold.

Som BT tidligere på dagen kunne erfare, er FC Nordsjællands angrebses lige nu i Kina for at gennemgå et lægetjek, og ifølge vores nyeste oplysninger er det klubben Guangzhou R&F, der er klar til at betale dyrt for at få ham på kontrakt.

Det bakkes op af både danske TV3 Sport og den kinesiske avis Guangzhou Daily, der begge erfarer det samme.

TV3 Sport mener desuden at vide, at handlen vil indebringe FC Nordsjælland et beløb på den rigtige side af 20 millioner kroner.

Er det sandt, må det siges at være en mere end almindelig god handel for Farum-klubben, der i juli bare betalte 1,8 millioner for at købe Bruninho fri af HB Køge.

15 procent af salgsprisen skal godt nok sendes syd på til netop Køge, men selv med det indregnet vil det være en af de mest indbringende handler i FC Nordsjællands historie.