Som BT onsdag kunne fortælle, er den amerikanske Stabæk-træner Bob Bradley blandt de absolut varmeste kandidater til det ledige trænersæde i FC Midtjylland. Fredag kan BT nu afsløre, at de to parter også er i dialog om jobbet.

BTs kilder fortæller, at FC Midtjylland og Bob Bradley allerede har haft en kort snak og nu skal mødes til, hvad der kaldes ’et vigtigt møde’. For FC Midtjylland handler mødet om at overbevise den tidligere amerikanske landstræner, der stadig er i tvivl om, at hans fremtid ligger i Herning hos de danske mestre.

FC Midtjyllands bestyrelsesformand Rasmus Ankersen er tavs, når snakken falder på Bob Bradley, men han fortæller, at man både har emner fra ind- og udland i kikkerten.

»Jeg vil ikke kommentere på konkrete navne. Men, hvad jeg gerne vil sige, er, at vi selvfølgelig kigger i både i Danmark og mod udlandet i søgen efter den rigtige træner for os.«

Rasmus Ankersen fortæller videre, at klubben er optimistiske omkring at have en ny træner på plads inden for et par uger, samt at man er i dialog med flere mulige afløsere for Glen Riddersholm, der overraskende sagde op i sidste uge.

»Vi har forskellige emner i spil, og vi er da blevet lidt klogere nu, end vi var for tre dage siden. Og vi skulle gerne blive endnu klogere inden længe. Men der er flere ting, der skal gå op. Det kan jo være, at den træner, vi vil have, ikke er ledig. Der er mange ting, der skal gå op, og derfor lægger vi heller ikke alle æg i en kurv.«

Et af æggene skulle altså være Bob Bradley, hvis kontrakt med norske Stabæk udløber til vinter, og mange europæiske klubber skulle angiveligt lure på amerikanerens situation.