»Lå lå! Lålå lå lå lå lå lå lå lååå! Hovedstaden! De danske mestre! Vi er FC København!«

De hvidklædte københavnske fans brølede deres Double-jubel ud over den danske nationalarena. Ingen musical-musik, men masser af techno og lålå var der til FC Københavns mesterskabsfest i Telia Parken.

Og det blev da lidt af en kamp med en 2-0-sejr til de danske mestre, men selv ikke Federico Santanders brag af et 1-0-mål kunne skubbe de larmende decibel op i nærheden af det brøl, som Thomas Delaney fik med sig.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han landede i en helikopter midt på græsplænen og steg ud med den pokal, som efterhånden er godt befængt med københavnske fingeraftryk. Og efter FC København-truppen var blevet kaldt ind til mere jubel og havde gået den klassiske sejrsrunde med pokalen, var det tid til først at kigge tilbage på en sæson, som sniger sig op blandt klubbens største.

»Det har været en top to-sæson. Man kan altid diskutere, om det her har været den bedste sæson, eller om 2010/11-sæsonen var den bedste. Du kan dele sæsonen ind i to faser. I de to første måneder spillede vi fantastisk fodbold og scorede mange mål. Vi kom i Champions League og havde en rigtig god tur der. Og så har vi haft en enorm stabilitet i de perioder, hvor vi har haft lidt at kæmpe med fysisk eller mentalt,« vurderede FCK-manager Ståle Solbakken.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Nogle ting ændrer sig ikke til den sidste kamp i Telia Parken. Badedyrene flyver omkring i kampens 13. minut. Det er lige så sikkert som, at FCK også vil være favoritter til mesterskabet i næste sæson. Også selvom Ståle Solbakken ikke helt slipper den megen ros, som ærkerivalerne har fået i denne sæson.

»Vi ved jo, at næste år bliver meget sværere. I og med at Brøndby var det bedste hold i denne sæson, har de alle muligheder og forudsætninger for at tage os næste år,« siger Ståle Solbakken med tung ironi og fortsætter mere alvorligt.

»Men det bliver jo meget tættere i næste sæson. Hvis du tager det hold, som startede i forrige sæson, så er Ankersen (skadet), Falk (skadet), Delaney, Zanka, Cornelius, Augustinsson væk fra start. Så vi starter på et andet niveau. Men al ære til holdet. Jeg kunne have solgt fire spillere mere i morgen, hvis jeg ville, og holdet har peaket et år for tidligt.«

Mens konfettien føg om ørene på nuværende og tidligere FCK-spillere, og festen kun lige var begyndt, skulle der også siges farvel. Andreas Cornelius siger ciao til Atalanta, Ludwig Augustinsson siger guten tag til Werder Bremen og Mathias Zanka Jørgensen tygger på, hvilket sprog han vil hygge sig med i næste sæson.

Èn ting kunne de have sagt i kor: De kommer til at savne FC København. Men anfører Mathias Zanka Jørgensen er også fortrøstningsfuld.

»Nu har vi vundet The Double to år i streg. Det er for det første uhørt i dansk fodbold, og hvem siger så, at det kan lykkes en gang til. Vi er forhåbentlig stadig dominerende i næste sæson, men vi ved alle sammen godt, at selv med det samme hold ville det ikke være sikkert, at vi blev mestre,« siger Zanka, mens hans makker i forsvaret var meget vemodig.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Da jeg skrev under med klubben, håbede jeg på at vinde trofæer og spille i Europa. Næsten alle mine drømme er blevet til virkelighed. Der er mange sultne karakterer her i klubben, og det er derfor, vi har haft så meget succes. Jeg håber, at jeg kommer tilbage til den her klub i fremtiden. Det her er min klub i Skandinavien. Jeg føler meget for den,« siger Ludwig Augustinsson.

Og hvad gør Ståle Solbakken så, når han siger farvel til tre profiler mere? Ikke mere, for han har allerede fået nok i midterforsvareren Michael Lüftner, venstrebacken Pierre Bengtsson og angribere Pieros Sotiriou.

»Vi har alt på plads. Vi må vente på Ankersen og Falk, men ellers har vi alt på plads til at lave en god sæson. Alle spillerne er på plads, så nu håber vi bare på, at vi ikke får skader i landskamp-perioden, eller vi får et sindssygt bud, som vi ikke kan sige nej til,« siger FCK-manageren.