Auri Skarbalius beholder sit job, mens John Faxe Jensen ligner en ny mand i Brøndbys trænerteam.

Er John ’Faxe’ Jensen virkelig manden, der kan redde Brøndbys frie fald? Det håber ledelsen i Superligaens bundklub.

Faxe vælter dog næppe Auri Skarbalius af pinden som cheftræner. I stedet kan den tidligere Laudrup-assistent få en endnu udefineret rolle i trænerstaben under den mildt sagt pressede litauer.

Mandag middag i mødelokalet ’Ole Olsen’ i Idrættens Hus blot et halvkikset Michael Tørnes-udkast fra Brøndby Stadion: Brøndbys sportsdirektør, Ole Bjur, holder møde med Faxe i kølvandet på endnu et pinagtigt Brøndby-nederlag og en konsolidering af klubbens position som Superligaens jumbo.

Over en flaske vand og et par karameller diskuterer de to tidligere Brøndby-kæmper tilknytningen af Faxe til Brøndbys trænerteam. Sådan startede en på én gang begivenhedsrig, men samtidig underligt uforløst mandag i Brøndby. Skriften på den nymalede Brøndby-væg var tydelig. Auri Skarbalius lignede en færdig mand i cheftrænerstolen, og John Faxe Jensen stod klart til at sætte sig. Men sådan udviklede det sig ikke. Klokken 16 stod en fåmælt, men afklaret træner frem foran en samlet dansk sportspresse med følgende ord.

- Jeg er stadig cheftræner, for der er ingen, der har sagt noget andet til mig, fastslog den pressede Auri Skarbalius.

Auri har i første omgang undgået dén økse, der ustandseligt svinger over hans hoved. En økse, Brøndby-ledelsen med sikkerhed har overvejet at tage i brug, men indtil nu har sportsdirektør Ole Bjur, direktør Tommy Håkansson og den nye bestyrelsesformand, Steen Lerche, ikke været i stand til at overskue konsekvenserne af endnu en trænerfyring på Vestegnen.

- Det er utroligt vigtigt ikke at gå i panik, for selvfølgelig kan man godt blive enormt stresset over, at vi ligger dernede og vinder så få kampe. Et eller andet sted bliver man en lille smule desperat. Man spørger ’hvad skal der til, og hvorfor får vi ikke de resultater, som vi gerne vil have’, men i den situation er det vigtigt at bevare roen, selvom det er svært, forklarer Ole Bjur om den udeblevne trænerfyring.

- Som situationen er lige nu, så er Auri vores cheftræner, det er der jo ikke ændret på. Så længe han er det, så har han vores fulde opbakning. I det øjeblik han ikke er her mere, så har han ikke vores fulde opbakning. Men det har han fortsat, og han sidder fortsat i stolen, fortsætter den blå/gule sportsdirektør, der ikke vil kommentere på John Faxe Jensens navn.

Men noget skal gøres, og noget er i gære. Derfor spiste Ole Bjur og John Faxe Jensen karameller sammen i Idrættens Hus. Ifølge sporten.dk's oplysninger arbejder Brøndbys ledelse på en lille håndfuld mulige løsningsmodeller for at styrke trænerstaben. De inkluderer den tidligere Randers FC- og Herfølge-chef.

Sporten.dk erfarer, at dagsordenen på mandagens møde var at finde plads til John Faxe Jensen i Brøndbys trænerteam. I første omgang ikke som cheftræner, for indtil videre fortsætter Auri Skarbalius sandsynligvis i dén rolle, men i stedet i en position som indpisker og hjælper for litaueren, som ikke er helt afvisende overfor hjælp udefra.

- Vi kigger hele tiden indad og ser på, hvordan vi kan forbedrede vores arbejdsdag, så holdet kommer til at vinde, fastslog Skarbalius i aftes over for sporten.dk

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra John Faxe Jensen om hans mulige fremtidige engagement i Danmarks mest kriseramte fodboldklub.