Johan Elmander er ifølge storsponsoren Matz Thorsson åben over for et comeback til den svenske klub Örgryte.

Den svenske klub, som Johan Elmander repræsenterede i 1999-2000-sæsonen, har været i dialog med Brøndby-spilleren.

»Han kan helt sikkert komme hjem. Han var positiv. Meget mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt,« siger Matz Thorsson til det svenske medie Fotbollskanalen.

Vinterens transfervindue er åbent, så i realiteten kan Örgryte allerede nu gafle Brøndby-angriberen, der blot har spillet 16 kampe i denne sæson og scoret fem mål.

Matz Thorsson siger dog, at det  først vil blive til sommer, at Johan Elmander eventuelt vender hjem til Sverige. Hans kontrakt udløber der.

Tidligere har Johan Elmander ikke lagt skjul på, at han har et stort Örgryte-hjerte.

Elmander havde en svær optakt til Superliga-sæsonen, da hans far døde af kræft, og det holdt ham ude i længere tid. Desuden har han haft svært ved at tilspille sig en plads i startopstillingen sidenhen.