Flyveklar? Eller lidt mere putteri i den fynske rede?

Med kontraktudløb til sommer har spekulationerne om Rasmus Falks fremtid trængt sig på i den seneste tid. Ikke mindst fordi OBs offensive troldmand om få dage frit kan forhandle til anden side, når transfervinduet åbner.

Nu melder OB-sportsdirektør Jesper Hansen ud, hvad der foregår i forhold til holdets store profil. På klubbens hjemmeside fortæller han, at der har været møder mellem parterne i flere måneder.

»Lige som Rasmus skal tænke på sin fremtid og de muligheder, han har, så skal vi som ansvarlig ledelse i OB først og fremmest tænke på klubbens og truppens fremtid. Derfor henvendte vi os til Rasmus allerede i august for at vide, hvor han står,« siger Jesper Hansen, der vil gøre meget for at holde på sin spiller:

»Vi har strakt os så langt, vi kan, indenfor de økonomiske rammer, vi nu en gang har, og det er kun Rasmus, der ved, om det er nok.«

Jesper Hansen erkender, at 23-årige Rasmus Falk på et tidspunkt skal væk fra OB ’for at folde sig endnu mere ud’.

»OB har et stort hjerte for Rasmus, og Rasmus har et stort hjerte for OB. Men vi må også konstatere, at Rasmus er på et niveau, hvor der åbner sig nogle muligheder for ham, der både sportsligt og økonomisk kan være mere attraktive end det, vi kan tilbyde i OB. Dem har vi stor respekt for, at han vil se nærmere på, selvom vi stadig håber, at han fortsætter hos os,« siger Jesper Hansen, der har ’fuld forståelse for, at Rasmus Falk gør sig umage’ med at tage en beslutning om, hvor han skal spille fremover.

Rasmus Falk, stadig i OB.
Rasmus Falk, stadig i OB. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Derfor er OB-ledelsen i øjeblikket hensat til at vente – men ikke i al for lang tid.

»Vi må bare konstatere, at vi ikke kan gøre mere, og at vi har brug for en snarlig udmelding, så vi ved, hvad vi skal forholde os til. Vi er allerede i gang med at se på de muligheder, vi har i de kommende transfervinduer, og jo længere tid vi venter, jo færre muligheder har vi. Det er vi naturligvis nødt til at forholde os til,« siger Jesper Hansen.