Træf nu en beslutning, lyder opfordringen fra OB til Rasmus Falk-lejren, der dog ikke har tænkt sig at forhaste processen.

Som dramaet omkring Rasmus Falks fremtid spidser til, bliver de noget mere beskidte kneb fundet frem.

Indtil videre har retorikken mellem OB og Falk-lejren været meget formel, og begge parter har peget på, at det er en proces, der tager tid.
Men i går smed OB fløjlshandskerne. På klubbens hjemmeside opfordrer OBs sportsdirektør, Jesper Hansen, Rasmus Falk til snarest muligt at beslutte, om han vil blive på Fyn, eller om han skal videre til en større klub. OB har ikke mere at forhandle med, lyder det.

»Ligesom Rasmus skal tænke på sin fremtid og de muligheder, han har, skal vi som ansvarlig ledelse i OB først og fremmest tænke på klubbens og truppens fremtid. Derfor henvendte vi os til Rasmus allerede i august for at vide, hvor han står,« udtaler Jesper Hansen, og fortsætter:

»Vi har strakt os så langt, vi kan, inden for de økonomiske rammer, vi nu en gang har, og det er kun Rasmus, der ved, om det er nok. Vi må bare konstatere, at vi ikke kan gøre mere, og at vi har brug for en snarlig udmelding, så vi ved, hvad vi skal forholde os til. Vi er allerede i gang med at se på de muligheder, vi har i de kommende transfervinduer, og jo længere tid vi venter, jo færre muligheder har vi.«

Sportsdirektørens udtalelser kan umiddelbart tolkes som en presbold fra OBs side. Men sådan bliver de ikke modtaget hos Rasmus Falks agent, Mads Bach Lund.

»Nej, vi betragter ikke OBs udmelding som et pres fra klubbens side. Og vi har bestemt ikke lukket døren for en forlængelse med OB,« fortæller Mads Bach Lund og understreger:

»Men vi har i sinde at bruge den tilstrækkelige tid til at træffe den rigtige beslutning.«

23-årige Rasmus Falk, der kom til klubben som 13-årig, har spillet en forrygende halvsæson i OB, og han blev også belønnet med en landsholdsudtagelse til Danmarks playoff-kampe mod Sverige.

I takt med de stærke præstationer har offensivspilleren tiltrukket sig mere og mere interesse fra andre klubber. Især Brøndby er af adskillige medier meldt særdeles interesseret i fynboen, men også FCK og FC Midtjylland lurer i kulissen - ligesom udenlandske klubber kontinuerligt har været til stede på tribunerne under OBs kampe.

Falks kontrakt med OB udløber til sommer, og fra januar af kan OB-profilen begynde at lytte til tilbud fra interesserede klubber.

Mens Rasmus Falks fremtid på Fyn er uvis, har en anden hjemmeavlet OBer stavnsbundet sig. U21-landsholdsspilleren Mikkel Desler har forlænget sin kontrakt med tre år, så den nu udløber i 2020.