Det er slut. Med øjeblikkelig virkning.

Sådan lyder det fra Kris Stadsgaard, der dropper fodboldkarrieren, efter at hans kontrakt med FC København udløb for kort tid siden. Det fortæller han i et interview med Bold.dk.

Han har længe ikke været en del af træner Ståle Solbakkens planer, og den nu tidligere forsvarsspiller har allerede en ny karriere klar. Han står bag en hjemmeside ved navn Draftbuddies.com:

»Det har egentlig været lidt under opsejling i noget tid. Jeg har gået og fiflet med en virksomhed i noget tid. Det har jeg så valgt at gå all in på i stedet for. Jeg har brug for at investere al min tid i det,« siger Kris Stadsgaard.

Om sin tid i FCK, hvor han efter en alvorlig skade blev sat til at træne med U19-holdet, siger han:

»Jeg ser altid positivt på tilværelsen. Selv om FCK frøs mig ud og ikke behandlede mig så anstændigt, som man kunne have ønsket sig, har jeg formået at få det bedste ud af situationen alligevel. Jeg har bare brugt endnu mere tid på min virksomhed ved siden af, så på den måde har jeg fået det optimale ud af det,« siger Kris Stadsgaard til Bold.dk.

Inden sit exit nåede 30-årige Kris Stadsgaard at spille fodbold i fire forskellige land: Danmark, Italien, Norge og Spanien. For FC Nordsjælland, Reggina, Rosenborg, Malaga og altså FCK.

Sidstnævnte klub spiller senere søndag mod Esbjerg i Superligaens anden runde.