Brøndbys økonomidirektør, Jesper Jørgensen, ønsker ikke at gå i detaljer med, om klubbens seneste positive regnskab kommer til at gøre sportsdirektør Troels Bechs transfer-pengepung større i januar.

Det er ikke kun på fodboldbanen, at Brøndby har genfundet formen. Også på den økonomiske front er der bedring at spore, og klubben præsenterede tirsdag morgen det bedste regnskab siden 2007.

Det kunne måske betyde flere penge til indkøb i januar, men det er en diskussion, som Jesper Jørgensen helst vil holde til direktionsgangen på Brøndby Stadion.

»Troels har fået en ramme, som han arbejder indenfor, og vi kommer ikke til at fortælle, hvad den ramme er,« siger Jesper Jørgensen til bt.dk.

Gennem året har der været spekuleret i, at det kunne blive nødvendigt for Brøndby at lave en kapitaludvidelse, som man gjorde i 2013 - en manøvre, der sikrede en økonomisk indsprøjtning på 108,4 millioner kroner.

Hvad det nyeste regnskab betyder for det, ønsker Jesper Jørgensen heller ikke at gå i detaljer med.

»Vi har ikke tidligere udtalt os om en kapitaludvidelse. Nu afventer vi, hvordan det her transfervindue (i januar, red.) kommer til at gå, og skulle der så være behov for at foretage os noget, så skal vi selvfølgelig være opmærksomme. Men jeg kommer ikke ind på, om det er det ene, andet eller tredje, vi så eventuelt vil gøre,« siger Jesper Jørgensen.

Transfervinduet er ikke det eneste, som Brøndby afventer - når de næste to runder af Superligaen er spillet, bliver der afregnet tv-penge, og det beløb er derfor ikke kendt endnu. Desuden skal Brøndby have genforhandlet aftaler med sponsorer, og så håber økonomidirektøren også på, at der kommer endnu flere sponsorer til klubben.

Brøndby har en målsætning om at være i økonomisk ligevægt i 2017, og det går i den rigtige retning, idet klubben har nedbragt udgifterne og samtidig øget indtægterne.

Selvom der for årets første ni måneder er tale om et underskud på 1,1 millioner kroner i regnskabet, så er resultatet stadig markant bedre end sidste år, hvor bundlinjen blinkede rødt med 139,7 millioner kroner.

Brøndby har opjusteret forventningerne til årets regnskab. Nu forventer klubben blot et underskud på 14-19 millioner kroner mod tidligere 15-25 millioner kroner.