Esbjerg har allerede solgt flere profiler i vinterens transfervindue, men nu kan endnu en spiller snart være fortid.

BT erfarer, at norske Mohammed Fellah lige som Martin Pusic og Jakob Ankersen kan være fortid i den vestjyske klub.

Ifølge BTs oplysninger er Esbjerg i øjeblikket i forhandlinger med storklubben Rosenborg om enten et lån eller et køb af Mohammed Fellah.

Det norske transfervindue er åbent til og med marts, og derfor er en handel stadig mulig.

Mohammed Fellah kom til Esbjerg fra Vålerenga i august 2013, men skader har drillet den 25-årige offensivspiller, og derfor har han ikke kunnet bide sig fast på Niels Frederiksens mandskab. Således sad han på bænken i hele kampen mod FC Midtjylland søndag.

Med et skifte til Rosenborg skal Mohammed Fellah slås med de danske spillere Emil Nielsen og Tobias Mikkelsen om spilletid på de forreste pladser.