Superliga-klubben Esbjerg offentliggør inden for få timer købet af en ny højreback.

Bt.dk kan afsløre, at der er tale om den 25-årige spiller Nikolaj Hagelskjær, der kommer til Vestkysten fra 1. divisionsklubben Fredericia.

Kontraktlængden bliver på tre år, og Nikolaj Hagelskjær skal ind og agere som et supplement i truppen og især presse førstevalget Ryan Laursen, der var skadet det meste af efteråret.

Her blev Esbjerg i fraværet af talentfulde Ryan Laursen nødsaget til at gøre brug af uvante spillere på den position, men hverken Daniel Stenderup, Michael Almebäck eller Jerry Lucenas præstationer overbeviste så meget, at ledelsen i Esbjerg følte sig tryg nok til ikke at reagere.

Nikolaj Hagelskjær beskrives som en offensivt orienteret back, der i sin Fredericia-tid har lagt på defensivt. Han kan også komme til at spille på den modsatte side af banen, da han er næsten lige god med begge fødder.

Esbjerg har i denne vinter også forstærket sig med nordmanden Andreas Nordvik og Jesper Jørgensen, og også den lovende målmand Jeppe Højbjerg er kaldt tilbage fra et lejemål i Fredericia, hvorfra man altså fredag henter endnu en forstærkning i Nikolaj Hagelskjær.

Det bliver første gang, at Nikolaj Hagelskjær skal spille Superliga-fodbold. Tidligere har han også været i Vejle Boldklub og et smut forbi islandsk fodbold i klubben Stjarnan.

Esbjerg har før forårets kampe fem point ned til Hobro på Superligaens eneste nedrykningsplads.