Fire kampe på 10 dage. Esbjerg har bestemt ikke haft en blød start på den nye sæson. I går skulle vestjyderne forsøge at revanchere sidste weekends 1-0-nederlag til Randers. Men selvom vestjyderne kom flyvende ud af starthullerne, kostede de trætte ben de tre point til sidste i kampen.

Esbjerg sad fuldstændig på spillet i kampens indledning - alligevel skulle hjemmeholdet helt hen til det 60. minut, før den indskiftede angriber Martin Pusic fik tilskuerne på Blue Water Arena op af stole. Hans føringsmål så længe ud til at blive kampens eneste, men efter 84. minutter kom Esbjergs Emil Lyng forkert op til et lang indkast og fik uheldigt headet bolden i eget net.

Esbjergs målscorer Martin Pusic mente, at det var det komprimerede kampprogram, der blev afgørende i sidste ende:

- Vi ville vinde, men det var svært, fordi vi har haft mange kampe i træk. Sønderjyske er også et kæmpende hold, så vi skulle have angrebet mere til sidst, så vi kunne have jagtet den scoring. Men det blev ikke til noget, sagde han efter kampen.

Samme analyse kom fra Sønderjyskes træner Lars Søndergaard:

- Esbjerg blev lidt trætte til sidste i kampen, så vi blev bare ved med at presse på. Vi måtte også løbe meget og løb også mere end dem uden bold. Men vi lægger presset og er konstant farlige på dødbolde. Måske er det heldigt, den måde som vi scorer på, men det kommer jo som et resultat af, at de ved, vi er farlige på dødbolde, sagde Søndergaard, der trods det sene point ikke var tilfreds med kampen:

- Vi er ikke gode nok. De kom alt for let ned bag vores kæder, og det skal vi forbedre.